Indstil din praktikvirksomhed til prisen for Årets KEA-praktik.
Årets KEA-praktik
Hvert forår kårer vi den bedste praktik på KEA. Har du haft et rigtig godt praktikforløb, og fortjener din virksomhed ekstra anerkendelse og muligheden for at vinde prisen som Årets KEA-praktik, kan du indstille din praktikvirksomhed via formularen her på siden.
Deadline for indstilling
Du skal indstille din praktikvirksomhed senest d. 10. marts for at være med til Årets KEA-praktik 2024.
Nominerede 2024
Processen for indstilling, nominering og kåring
Årets KEA-praktik kåres hvert forår og er baseret på indstillinger fra såvel forårspraktikken som efterårspraktikken året forinden. Du indstiller via formularen her på siden, hvor du også kan læse om kravene til indholdet i indstillingerne, og hvilke kriterier indstillingerne bliver bedømt ud fra.
And the nominees are…
Ud fra indstillingerne bliver der udvalgt fem nominerede. Er du blandt de fem nominerede, vil du blive kontaktet af KEAs kommunikationsafdeling og spurgt mere uddybende ind til dit praktikophold. Din kontaktperson vil ligeledes blive interviewet, og herudfra bliver der skrevet en artikel om dig, der bliver lagt på kea.dk og mit.kea.dk. Der bliver hertil efterfølgende lavet en video af dig ude i din praktikvirksomhed. Såvel artikel som video bliver delt på KEAs sociale medier, hvor vi tagger både dig og virksomheden, så andre kan se og læse om dit praktikforløb og forhåbentlig blive inspirerede af dig og din praktikvirksomhed.
Er du ikke blandt de fem nominerede, får du selvfølgelig også besked herom. Uanset om du er nomineret eller ej, er det, at du indstiller, et kæmpe skulderklap til din virksomhed.
Kåring af Årets KEA-praktik
Ud fra indstillingerne vil en ekstern jury sammen finde frem til, hvem, de mener, der fortjener at vinde prisen som Årets KEA-praktik.
KEA Kommunikation vil herefter kontakte vinderen med den gode nyhed. Der bliver herefter skrevet en vinderartikel om dig og din praktikvirksomhed med udtalelser fra juryen, og du og din praktikvirksomhed er herefter videre i konkurrencen om at blive Årets Erhvervsakademipraktik. Du kan læse mere om konkurrencen Årets Erhvervsakademipraktik nedenfor.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til Årets KEA-praktik, kan du skrive til kommunikation@kea.dk.
Sådan indstiller du din praktikvirksomhed
Ønsker du at indstille din virksomhed til prisen som Årets KEA-praktik, så udfyld indstillingsformularen. Indstillingerne bliver bedømt ud fra følgende tre kriterier:
- Din personlige og faglige udvikling i praktikken
- Dit samarbejde med kollegaer og det sociale miljø i praktikvirksomheden
- Dine evner til og muligheder for at omsætte teori til praksis i virksomheden
Jo mere uddybende og jo flere eksempler fra praksis, din indstilling er, jo større er din sandsynlighed for at blive en af de fem nominerede. Herunder har vi stillet en række spørgsmål, du måske kan lade dig inspirere af i din tekst:
- Hvorfor skal din virksomhed vinde prisen som Årets KEA-praktik?
- På hvilke områder er du blevet fagligt udfordret og udviklet?
- Hvilke opgaver har du arbejdet med og evt. haft ansvar for?
- Er der idéer, du er kommet med, som er blevet anvendt i virksomheden?
- Hvordan har du udviklet dig personligt på grund af praktikken?
- Hvad har især været godt ved samarbejdet med dine kollegaer?
- Hvilke oplevelser i praktikken har været særligt positive?
Indstil din praktikvirksomhed
Fristen for indstilling er overskredet
Fristen til at indstille sin praktikvirksomhed til Årets KEA-praktik 2024 var d. 10. marts, og det er desværre ikke længere muligt at indstille sin virksomhed.
Årets Erhvervsakademipraktik
Det at kåre den bedste praktik er noget, alle erhvervsakademier i Danmark gør. Vi vil nemlig alle gerne hylde erhvervslivet og anerkende de virksomheder, der tager erhvervsakademistuderende i praktik og dermed hjælper dig og dine medstuderende med at omsætte teori til praksis og få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Derfor samles alle vindere af Årets Praktik fra de respektive erhvervsakademier til en samlet hyldest hvert år i maj måned. Her skal alle studerende, der har vundet på eget erhvervsakademi, lave en præsentation af, hvorfor deres praktikvirksomhed fortjener at vinde den landsdækkende konkurrence.
En ekstern jury, som typisk består af erhvervsfolk og politikere, vil ud fra præsentationerne vælge og kåre vinderen af Årets Erhvervsakademipraktik. Praktikvirksomhederne, der er repræsenteret ved konkurrencen, får derfor stor opmærksomhed og anerkendelse af såvel politikere som det øvrige erhvervsliv.
Tidligere vindere af Årets KEA-praktik
Tidligere nominerede
Kontakt
Vinderen af Årets KEA-praktik kåres om foråret, og vinderen fortsætter derefter til Årets Erhvervsakademipraktik, der som regel finder sted i maj.
Har du spørgsmål til din indstilling, forløbet for Årets KEA-praktik eller til Årets Erhvervsakademipraktik, så kan du kontakte KEA Kommunikation på kommunikation@kea.dk.