Når du skal på udveksling er der en masse praktiske ting, som du skal have styr på. Vi har samlet et overblik til dig her. Du kan også kigge i vores FAQ om udveksling, hvis du ikke finder det, du leder efter her.
Praktisk info om udveksling
Forsikring i udlandet
Hvis du rejser i Europa, skal du have et blåt europæisk sygesikringskort fra dit Borgerservice. Du kan ansøge om det blå sygesikringskort online.
Du bør også tjekke betingelserne for din private rejseforsikring. Sørg for, at du kan blive transporteret tilbage til Danmark i tilfælde af alvorlig sygdom. Du kan muligvis blive nødt til at opgradere din eksisterende forsikring for at få passende dækning.
Hvis du rejser udenfor Europa, vil dit værtsuniversitet kræve, at du betaler for en studieforsikring. Nogle partneruniversiteter (for eksempel i Australien) vil kræve, at du køber deres specifikke forsikring, mens andre vil acceptere bevis for forsikring fra andre kilder.
Vi anbefaler også, at du tegner en ansvarsforsikring og en forsikring mod tyveri, fx hvis din computer bliver stjålet eller lignende.
KEA har ingen ansvar eller forpligtelse for de udrejsende udvekslingsstuderendes forsikringsdækning.
Rejseforsikringsguiden.dk giver dig et godt overblik over de forskellige typer af forsikringer og hvad du skal være opmærksom på, når du køber rejseforsikring.
Udgifter under udveksling
Det varierer meget, hvor meget det koster at studere i et specifikt land, men som regel vil det være dyrere, jo længere væk fra Danmark du rejser. I nogle tilfælde kan du blive nødt til at betale en institutionsafgift.
Når du planlægger dine studier i udlandet, skal du tænke over, hvad disse ting kan koste dig:
- Rejse frem og tilbage
- Bolig + depositum
- Forsikring
- Visa
- Leveomkostninger
- Transport, når du er ankommet
- Bøger og andre universitetsafgifter
- Eventuelle udgifter derhjemme (for eksempel husleje i Danmark)
Generelt bør du planlægge at udleje din bolig i Danmark, mens du er væk – det hjælper virkelig med at holde omkostningerne nede.
Numbeo.com er en crowdsourcet global database med data om leveomkostninger rundt om i verden, som kan være nyttig til at få en idé om leveomkostningerne på forskellige steder (du kan også indstille den til at sammenligne flere valgte steder).
Under Fonde og legater kan du læse mere om mulighederne for økonomisk støtte, mens du er på udveksling, fx fra private fonde.
Bolig under udveksling
Mens du er på udveksling, skal du selvfølgelig have et sted at bo og ofte vil det universitet, du skal læse på, hjælpe dig med at finde en bolig. Nogle universiteter har boliger på campus, som de tilbyder udvekslingsstuderende, mens andre rådgiver dig om, hvordan du kan leje en bolig gennem en privat udbyder.
Du kan som regel finde information om boligmulighederne på universitetets hjemmeside. Du kan finde alle vores partneruniversiteter i oversigten. På din uddannelsesside kan du finde de partneruniversiteter, der tilbyder fag til lige præcis din uddannelse.
Priserne på boligerne kan variere meget, men som udgangspunkt er det dyrere at finde en bolig i en storby. Der kan desuden være stor forskel på kvaliteten af de forskellige boliger, hvilket også påvirker prisen.
Vær opmærksom på at nogle steder kræver de, at du betaler leje for hele semestret på forhånd.