Hvordan påvirker sammenlægningen af KEA og Cphbusiness mig som studerende?
Sammenlægning af KEA og Cphbusiness
KEA og Cphbusiness er 1. juli 2025 blevet til ét erhvervsakademi: Erhvervsakademi København.
Du undrer dig måske over hvorfor.
Det korte svar er, at et samlet erhvervsakademi giver bedre vilkår for uddannelse. Som én institution får vi et stærkere økonomisk fundament og en større plads i uddannelseslandskabet.
Det betyder bl.a. bedre muligheder for at blive uddannet både tværfagligt mellem fagområder og mere specialiseret indenfor dit eget fag.
Du har måske også spørgsmål til, hvad det kommer til at betyde for dig som studerende - på KEA eller Cphbusiness. Dem forsøger vi at svare på i denne FAQ.
Det vigtigste at understrege er, at sammenlægningen ikke medfører store ændringer for den enkelte studerende. Hverken for dig, der allerede er i gang med din uddannelse, eller for dig, der starter på en uddannelse i efteråret 2025.
Det betyder, at der ikke kommer til at ske ændringer, der fra den ene dag til den anden vender rundt på din uddannelse. Du vil stadig være indskrevet på den samme uddannelse og fortsætte dit uddannelsesforløb som planlagt. Men i stedet for Cphbusiness og KEA, kommer der til at stå Erhvervsakademi København på dit afgangsbevis.
Nedenfor kan du få svar på meget mere om sammenlægningen.
Hvis du har spørgsmål til sammenlægningsprocessen, er du velkommen til at skrive til sammenlaegning@ek.dk.
Tidslinje - hvornår sker hvad?
- 25. august: Erhvervsakademi København åbner dørene for første gang. Nye og gamle studerende starter på EK.
- Efterår 2025: Undervisning på EK – hvis du var indskrevet på en uddannelse på enten KEA eller Cphbusiness før sommer 2025, fortsætter du på samme uddannelse og hold
- Vinter 2025/2026: Søgning og optag på det nye Erhvervsakademi København.
Hvornår er Cphbusiness og KEA lagt sammen?
-
Hvornår er Cphbusiness og KEA lagt sammen?
Sammenlægningen af Cphbusiness og KEA trådte officielt i kraft med virkning fra 1. juli 2025.
For at undgå forvirring om søgning til uddannelser, har det dog været hhv, Cphbusiness og KEA, man søger optagelse på i sommeren 2025.
Fra august 2025 fungerer erhvervsakademi som en samlet institution under navnet Erhvervsakademi København. Hvis du har søgt uddannelse på enten KEA eller Cphbusiness i sommeren 2025, er det derfor Erhvervsakademi København, du bliver optaget på.
Fra vinteren 2025 sker både søgning og optag på Erhvervsakademi København.
Hvad betyder sammenlægningen for min uddannelse?
-
Hvordan påvirker sammenlægningen min uddannelse?
Din uddannelse og dine eksaminer fortsætter helt som planlagt.
Målet er at sikre, at alle studerende kan fuldføre deres uddannelse som planlagt med så få ændringer som muligt.
Til gengæld får du på Erhvervsakademi København adgang til flere værksteder, labs og fællesskaber.
-
Hvordan påvirker sammenlægningen SU, Ungdomskort, SPS og handicaptillæg?
Efter sammenlægningen er du stadig indskrevet på den samme uddannelse, som du var indskrevet på før sammenlægningen. SU, Ungdomskort, SPS-ydelser og handicaptillæg ændrer sig ikke som følge af sammenlægningen.
-
Rykker min uddannelse til en anden lokation?
I udgangspunktet fortsætter din uddannelse helt som vanligt.
Hvis din uddannelse skulle flytte til en anden lokation, vil vi orientere dig om det i god tid.
-
Kan jeg skifte lokation på en uddannelse, der udbydes et andet sted på Erhvervsakademi København?
KEA og Cphbusiness har udbudt nogle af de samme uddannelser. Uddannelserne udbydes derfor to forskellige steder på Erhvervsakademi København.
Det gælder bl.a. uddannelserne som datamatiker og multimediedesigner.
Men selvom uddannelserne er de samme, er der ikke nødvendigvis samme studieordning. Der kan være små forskellige i fag og profil.
Kontakt derfor din lokale studievejledning for at afklare, om det er muligt at skifte.
-
Kan jeg efter sammenlægningen tage fag på samme uddannelse, hvis den udbydes på en anden adresse?
Selvom de to institutioner hidtil har udbudt samme uddannelse, er det ikke sikkert, studieordningerne er ens. Det er derfor endnu ikke afklaret, hvordan mulighederne er for at rykke mellem de enkelte uddannelser.
Kontakt derfor din lokale studievejledning for at afklare, om det er muligt at tage fag på andre uddannelser.
-
Hvordan kommer mit eksamensbevis til at se ud?
Alle uddannelser, der bliver afsluttet efter sommeren 2025, giver et eksamensbevis fra Erhvervsakademi København
-
Kan jeg vælge at få et eksamensbevis fra det nye erhvervsakademi i stedet for fra KEA?
Du kan ikke vælge at få beviset fra det nye erhvervsakademi, hvis du har afsluttet din uddannelse inden sammenlægningen, da det nye erhvervsakademi ikke eksisterer før tidligst sommeren 2025.
-
Hvor får jeg informationer om min uddannelse?
Du får løbende informationer om sammenlægningen, og du vil blive informeret i god tid, hvis der sker noget, der påvirker din uddannelse.
Du fortsætter foreløbigt med at bruge den læringsplatform, du er vant til.
Der har hidtil været to forskellige læringssystemer på Cphbusiness og KEA - Moodle og Itslearning. På Erhvervsakademi København overgår vi på et senere tidspunkt til et fælles system.
Så snart vi ved mere om overgangen til det nye system, får du besked om, hvad det betyder for dig, og hvordan du skal forholde dig. Hvis du har brug for hjælp til IT, kan du altid kigge forbi service desk.Find deres åbningstider her
Jeg har planer om at søge ind på en uddannelse
-
Ændrer uddannelser eller specialiseringsmuligheder sig efter sammenlægningen?
Hvis der sker ændringer i specifikke uddannelser, vil dette blive kommunikeret til alle, der er indskrevet på uddannelserne.
Det vil også fremgå på det nye erhvervsakademis hjemmeside, ek.dk, så nye ansøgere kan se eventuelle ændringer på den uddannelse, de søger ind på.
-
Jeg vil søge ind på en top up-/overbygningsuddannelse efter sommeren 2025. Findes uddannelsesmuligheden til den tid?
Ja, det gør den. Vi fortsætter med at udbyde KEAs og Cphbusiness’ eksisterende uddannelser – også efter sommer 2025.
På den længere bane vil det nye erhvervsakademi tage stilling til eventuelle justeringer i den samlede uddannelsesportefølje.
Tag en snak med studievejledningen, hvis du vil høre mere om dine muligheder.
Skift af studie eller uddannelse før og efter sammenlægning
-
Jeg har tidligere gået på enten KEA eller Cphbusiness uden at afslutte uddannelsen og er nu indskrevet igen. Vil det få betydning for mig, at de to erhvervsakademier er blevet lagt sammen?
Det ændrer ikke ved din nuværende indskrivning, at du tidligere har været indskrevet et andet sted – heller ikke selvom de to erhvervsakademier er blevet til Erhvervsakademi København.
-
Jeg er på orlov eller langtidssygemeldt fra en uddannelse på KEA eller Cphbusiness. Hvilken uddannelse skal jeg vende tilbage til?
Du er indskrevet på samme uddannelse efter sammenlægningen. Der er derfor ingen ændring for dig ift. selve uddannelsen, du går på, men uddannelsen vil foregå på det nye erhvervsakademi.
Hvilke afgørelser gælder?
-
Jeg har fået en afgørelse fra enten KEA eller Cphbusiness om et forhold på min uddannelse (fx en dispensation). Hvordan er jeg stillet på det nye erhvervsakademi?
Afgørelsen gælder for dig på den uddannelse, afgørelsen omhandler. Afgørelsen er derfor også gældende på det nye erhvervsakademi.
-
Jeg er tidligere blevet meldt ud (fx pga. opbrugte eksamensforsøg eller andre årsager) på enten KEA eller Cphbusiness. Hvordan er jeg stillet på det nye erhvervsakademi?
Afgørelsen gælder for dig på den uddannelse, som afgørelsen omhandler, og gælder derfor også på det nye erhvervsakademi.
Det vil sige, at udmeldelsen gælder – også selvom det erhvervsakademi, der traf afgørelsen, er ophørt med at eksistere efter sammenlægningen.
Hvorfor skal KEA og Cphbusiness sammenlægges, og hvordan bliver det?
-
Hvorfor er KEA og Cphbusiness blevet til ét erhvervsakademi?
KEA og Cphbusiness er gået sammen, fordi et samlet erhvervsakademi giver bedre muligheder for at lave og udvikle spændende uddannelser.
Som samlet erhvervsakademi har vi et stærkere økonomisk fundament til at arbejde med kvalitet, udvikling og trivsel på uddannelserne.
Det giver også bedre forudsætninger for forskning, administration og drift – og en større stemme i det samlede uddannelseslandskab, der kan være med til at sikre endnu bedre rammer for uddannelse på EK.
-
Hvad betyder sammenlægningen for mig som studerende? Kommer omverdenen til at kende EK?
Navnet på det nye erhvervsakademi er Erhvervsakademi København.
Målet med sammenlægningen er at skabe noget helt nyt – og dét skal vores navn symbolisere. Derfor er vi hverken KEA og Cphbusiness, men noget fælles tredje: EK – Erhvervsakademi København.
Med sammenlægningen bliver EK i runde tal dobbelt så stort. Selvom et nyt brand skal lanceres, så omverdenen lærer navnet at kende, tror vi på, at EK hurtigt vil blive et velkendt navn.
Vi arbejder løbende med indsatser for at oplyse virksomheder, samarbejdspartnere og den øvrige omverden om sammenlægningen for at sikre, at der fortsat er gode muligheder med et afgangsbevis fra EK.
For studerende tror vi på, at sammenlægningen betyder adgang til et større erhvervsnetværk, forbedrede ressourcer til undervisning og studiemiljø samt en bredere vifte af faglige muligheder.
Du får som studerende adgang til flere forskellige lokationer, labs og værksteder. Det betyder bedre muligheder for at prøve kræfter med flere nye teknologier, metoder og workshops.
-
Hvor bor Erhvervsakademi København?
Erhvervsakademi København fortsætter på de samme lokationer som Cphbusiness og KEA. Vi har uddannelser på adresser i København K og N, Ballerup, Hellerup, Lyngby, Hillerød og Rønne. Desuden er det muligt at tage uddannelser som online-forløb.
-
Er formålet med sammenlægning at opnå besparelser?
Formålet med en sammenlægning er ikke økonomisk motiveret. Det er derimod at opnå nye muligheder for at styrke rammerne for kvalitet, udvikling og trivsel.
-
Hvilken faglig profil får det nye erhvervsakademi?
Erhvervsakademi København viderefører alle de faglige områder, der har været udbudt på hhv. KEA og Cphbusiness.
Det nye erhvervsakademi favner videregående uddannelser inden for teknologi, innovation, salg og markedsføring, økonomi og finans, service og oplevelse, ledelse, IT, byggeri, design, laboratorie og miljø.
Hvordan kan jeg bidrage?
-
Hvordan bliver jeg som studerende involveret i sammenlægningen?
Hvis du gerne vil engagere dig i arbejdet med sammenlægningen, kan du tage fat i dine medstuderende i De Studerendes Råd. De Studerendes Råd repræsenterer de studerende i forskellige udvalg og arbejdsgrupper ifm. sammenlægningen.
Skriv til De Studerendes råd på dsr@kea.dk
-
Hvor kan jeg stille spørgsmål?
Vi opfordrer til, at du som studerende kontakter de lokale studenterrepræsentanter med spørgsmål og feedback.
Hvis du har spørgsmål til sammenlægningsprocessen, er du velkommen til at skrive til sammenlaegning@ek.dk.