Få styr på alt det praktiske op til og under praktikken.
Formalia omkring din praktik
Du skal i løbet af din uddannelse i praktik. Længden af praktikken afhænger af din uddannelse:
- Går du på en erhvervsakademiuddannelse eller en top-up uddannelse, skal du være i 10 ugers praktik (svarer til 15 ECTS)
- Går du på en fuld professionsbacheloruddannelse (3½ år), skal du være i 20 ugers praktik (svarer til 30 ECTS)
- Går du på Optometri, skal du i 1,5 års praktik (svarer til 90 ECTS)
Praktikperioden skal være 10 eller 20 sammenhængende uger, og du kan ikke aftale praktik i færre eller flere uger.
Arbejdstiden i din praktik skal være på 37 timer/uge.
Som udgangspunkt ligger arbejdstiden i dagtimerne på hverdage. Du kan dog aftale med din praktikvirksomhed, at nogle af timerne placeres om aftenen eller i weekenden, hvis det giver mening i forhold til dine arbejdsopgaver.
I studieordningen er det fastlagt, hvornår på uddannelsen, du skal i praktik. Det er ikke muligt at flytte praktikken og tage den på et andet tidspunkt. Du kan finde din studieordning på din uddannelsesside her på mit.kea.dk
Kan du ikke arbejde 37 timer om ugen?
Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik 37 timer per uge, kan du søge dispensation til at være i praktik flere dage og færre timer om dagen. Du søger dispensation via SDBF.dk. Du kan evt. tale med studievejledningen, inden du søger.
Praktikvejledning
Semesteret inden du starter i praktik, får du tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra din uddannelse.
Praktikvejlederen står for al faglig vejledning. Formålet med vejledningen er, at du får afklaret, hvilke virksomheder, arbejdsområder og arbejdsopgaver, der er relevante i forhold til din uddannelse og dine interesser.
Du forventes at forberede dig til den faglige vejledning.
Skriv dine overvejelser og eventuelle spørgsmål ned, så du i forbindelse med vejledningen husker at få spurgt om alt det, der er vigtigt for dig at vide.
Du kan eventuelt bruge dette dokument:
Forberedelse til første praktikvejledning (PDF)
Kontakt og vejledning
Din praktikvejleder er en af dine undervisere, som du kan spørge om det faglige indhold. Har du spørgsmål til KEAs praktikkoordinatorer eller i forbindelse med international praktik, kan du finde kontaktinfo under Kontakt og vejledning
Problemer under praktikken
Oplever du problemer under din praktik, bør du reagere på dem med det samme. Se, hvordan du håndterer problemer i afsnittet
Krav til praktikvirksomheder
Som udgangspunkt kan du tage praktikken i alle virksomheder, hvor du kan beskæftige dig med studierelevante arbejdsopgaver.
Der er dog følgende krav til en praktikvirksomhed:
-
Registreret virksomhed
Det er et krav, at danske praktikvirksomheder har et CVR-nummer, og udenlandske praktikvirksomheder skal på tilsvarende vis være registreret som virksomhed i hjemlandet.
Ved praktik i Danmark, skal virksomheden have tegnet den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, som du i obligatorisk praktik er omfattet af på lige fod med lønnede ansatte.
-
Fysisk arbejdsplads
Der er tale om en arbejdspladspraktik, hvor du skal have en fysisk arbejdsplads i virksomheden gennem hele praktikperioden. Rammerne skal være acceptable såvel fysisk som psykisk.
Har virksomheden en politik om, at ansatte har mulighed for at arbejde hjemmefra, vil du også kunne gøre det - dog maksimalt 2 dage om ugen.
-
Relevant fagligt miljø
Der vil skulle være mindst én person ansat (en fuldtidsbeskæftiget) på arbejdspladsen, som er uddannet inden for det aktuelle uddannelsesområde, eller som har en tilsvarende kompetence opnået gennem uddannelse og/eller flerårig praksis.
Antallet af praktikanter kan ikke være højere end antallet af fuldtidsbeskæftigede med relevant uddannelses-/erhvervsbaggrund.
-
Studierelevante arbejdsopgaver
Praktikvirksomheden skal kunne tilbyde dig et tilstrækkeligt antal arbejdsopgaver, der er relevante i forhold til uddannelsen.
Arbejdsindholdet aftales mellem virksomheden og dig, og det skal beskrives så konkret og detaljeret i praktikkontrakten, at din praktikvejleder på KEA kan vurdere, hvorvidt det lever op til læringsmålene i studieordningen.
-
Faglig sparring
Praktikken er et læringsforløb for dig. Praktikvirksomheden skal derfor være forberedt på at sætte dig grundigt ind i arbejdsopgaverne og løbende give faglig sparring og efterkritik.
Praktikforløbet afsluttes med en grundigere, overordnet evaluering af din indsats.
Besøg i praktikvirksomheder og midtvejsevaluering
I løbet af praktikperioden vil du enten modtage besøg i virksomheden fra din praktikvejleder, eller du vil blive inviteret til en midtvejsevaluering på KEA.
Økonomi
Du må ikke få løn under din praktik, men du kan stadig få SU. Find hoved og hale i det økonomiske omkring din praktik.
Få styr på økonomien
-
Praktikken er ulønnet
Praktikken skal være ulønnet, hvilket er fastsat i hovedbekendtgørelsen for KEAs uddannelser.
Du kan altså under ingen omstændigheder modtage løn fra virksomheden for din praktik, og KEA er forpligtet til at påse, det ikke sker.
Praktikkontrakten omhandler alene de 37 timer/uge, du er i ulønnet praktik. Hvis du derudover har et lønnet studiejob i praktikvirksomheden, skal det ligge udover de 37 ugentlige timers ulønnet praktik, og aftale skal indgås i en separat kontrakt mellem dig og virksomheden.
-
SU
Modtager du SU, vil du automatisk fortsætte med det under praktikken. Selvom du afmelder din SU i praktikperioden, må du stadig ikke modtage løn for praktikken.
Hvis du er EU-borger og modtager SU, fordi du har et studiejob ved siden at dit fuldtidsstudie, er betingelserne for at modtage SU uændrede under praktikken. Du skal altså fortsat arbejde det krævede antal timer udover det 37 timers ulønnet praktik per uge.
-
Ungdomskort
Ved praktik langt fra din bopæl har du mulighed for at søge om rabat til offentlig transport. Se www.ungdomskort.dk.
-
Erkendtlighed
Virksomheden har mulighed for at påskønne den studerendes indsats under et ulønnet praktikforløb med en såkaldt erkendtlighed svarende til maksimalt 3.483 kroner per måneds gennemført praktik.
Beløbet på 3.483 kroner gælder fra og med forårssemestret 2024. Erkendtlighedsbeløbet reguleres én gang årligt pr. 1. januar.
Da erkendtligheden er en påskønnelse af den studerendes indsats og ikke en løn, kan den ikke aftales på forhånd og derfor heller ikke indskrives i praktikkontrakten.
Læs mere om retningslinjerne for og beskatning af erkendtligheden på skat.dk.
Særligt for Optometri
Hvis du som studerende på Optometri er i praktik i Danmark, gælder erkendtligheden ikke for dig, da du som optometrist allerede får løn, som en del af din praktik.
-
Refusion af dokumenterede ekstraudgifter
Din praktikvirksomhed må gerne dække dokumenterede ekstraudgifter, som du har i forbindelse med dit ulønnede praktikophold, uden at dette betragtes som løn. Det kan for eksempel være rejseforsikringer, flybilletter, husleje i udlandet og transportudgifter mellem dit hjem og virksomheden.
Ved refusion af udgifter til kørsel i din egen bil mellem dit hjem og praktikvirksomheden skal virksomheden følge Statens Rejseregler for almindelig godkendt kørsel. Det betyder, at du får 2,23 kr. per km (i 2024 – beløbet reguleres årligt). Beløbet dækker over benzin, slid på bilen m.v.
Regler og formalia
Har du styr på, hvad du må fortælle om dit praktikophold til andre og hvem der sørger for, at du er korrekt forsikret?
Bliv klogere på regler omkring praktikken
-
Forsikring
Ved virksomhedspraktik i Danmark falder du automatisk indunder arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Skal du i praktik i en dansk enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, har virksomheden formentlig ikke en arbejdsskadeforsikring i forvejen, men den vil være forpligtet til at tegne forsikringen for dig.
I andre lande gælder de lokale regler. Typisk er virksomheder ikke forpligtede til at tegne forsikring, så i forbindelse med praktik i udlandet, skal du spørge virksomheden, om du er dækket af dens arbejdsskade- og ansvarsforsikringer. Er du ikke det, skal du selv tegne forsikring. KEA kan ikke tegne forsikring for studerende. Læs eventuelt mere under Praktikformer > International praktik.
Overvejer du praktik i en virksomhed uden fastansatte, der typisk ikke har denne forsikring i forvejen, kan det være en god idé at gøre virksomheden opmærksom på, at den har pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring under praktikken.
-
Fortrolighed
Som praktikant i Danmark er du underlagt §4 i Lov om forretningshemmeligheder, hvilket betyder, at du:
- ikke må viderebringe eller benytte virksomhedens erhvervshemmeligheder, hvis du er blevet betroet disse
- og ikke selv må forsøge at skaffe dig kendskab til virksomhedens erhvervshemmeligheder
Nogle virksomheder beder derudover praktikanter underskrive en såkaldt fortrolighedserklæring, hvis indhold varierer fra virksomhed til virksomhed.
Hvis du vil vide mere om fortrolighedserklæringer, kan du blive klogere i Studiehåndbogen
-
Ophavsret
Som praktikant opnår du ingen ophavsret i forbindelse med udførelsen af dit arbejde med mindre dette aftales mellem praktikvirksomheden og dig.
-
Arbejdstid
Arbejdstiden er 37 timer/uge inklusiv frokost. Det kan dog aftales, at de 37 timer er eksklusiv frokost, hvis du ønsker at have samme mødetider som de ansatte
Timerne skal som udgangspunkt placeres i dagtimerne på hverdage. Virksomheden og du kan dog aftale, at nogle af timerne placeres om aftenen eller i weekenden.
-
Ferie og helligdage
Du har ret til fri på helligdage.
Du har ikke ret til ferie under praktikken.
Du kan dog aftale med virksomheden, at du holder fri fra praktikken en kort periode. Aftaler du at holde fri, må du placere de manglende timer på andre tidspunkter i løbet af praktikperioden, så den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid bliver 37 timer. Fri- og feriedage, hvor timerne ikke placeres på andre tidspunkter, betragtes som fravær.
Husk at minimum 80% af praktikken skal være gennemført i virksomheden.
-
Fravær
Du skal informere virksomheden direkte, hvis du er fraværende på grund af sygdom eller anden gyldig grund.
Aktiv deltagelse er en forudsætning for at bestå praktikken. Du skal derfor være mødt mindst 80% af tiden. Nærmer fraværet sig 20%, skal du kontakte praktikkoordinatoren på praktik@kea.dk.
-
Fysisk tilstedeværelse
Der er tale om en arbejdspladspraktik, hvor du skal have en fysisk arbejdsplads i virksomheden gennem hele praktikperioden. Rammerne skal være acceptable såvel fysisk som psykisk.
Har virksomheden en politik om, at ansatte har mulighed for at arbejde hjemmefra, vil du og virksomheden også kunne aftale, at du gør det - dog maksimalt to dage om ugen.
Praktikeksamen
Hvad er kravene til praktikeksamen?
Praktikforløbet afsluttes med en eksamen, typisk i form af en praktikrapport, der bedømmes efter 7-trinskalaen.
Den enkelte uddannelse fastsætter retningslinjerne for praktikeksamenen i studieordningen, som du finder på din uddannelsesside her på mit.kea.dk. Du kan også finde information i KEAs Fag- og modulkatalog.
Uddannelsen vil informere dig om formalia for praktikrapporten og eksamenens afholdelse.
Her kan du få hjælp
Har du spørgsmål til praktiksøgning, det faglige indhold eller andet om din praktik, kan du få hjælp hos din praktikvejleder og KEAs praktikkoordinatorer.
Kontakt din praktikvejleder
Din praktikvejleder kan hjælpe dig med faglige spørgsmål som fx:
- Hvilke arbejdsopgaver, der er relevante for dig
- De retningslinjer om praktik, der står i studieordningen
- Praktikeksamen
- Problemer under praktikken.
Kontakt KEAs praktikkoordinatorer
KEAs praktikkoordinatorer kan hjælpe, hvis du har spørgsmål om fx:
- Praktikkontrakten
- Forsikring under praktik
- Økonomi
- Regler og formelle krav
- Praktik i udlandet
- Iværksætterpraktik
- Problemer under praktikken.
Du kan ringe til praktiktelefonen på: 46 46 00 61 eller kontakte praktikkoordinatorerne via deres mail, som du finder nedenfor.
Spørgsmål om Erasmus+
Har du spørgsmål til Erasmus+-tilskud i forbindelse med praktik i udlandet, kan du skrive til KEA Praktik.