8.510 praktikophold, 290 indstillinger, otte finalister, én vinder: Jonas Tuborg Krøyer. Energiteknologen fra KEA vandt sammen med Jeudan prisen som Årets Erhvervsakademipraktik.
KEA-studerende vinder Danmarks bedste praktik
140 tilskuere sad på kanten af sæderne hos Scandic CPH Strandpark i København, da det torsdag eftermiddag blev afgjort, hvilken virksomhed der har givet deres praktikant det bedste praktikophold.
Det blev Jonas Tuborg Krøyer, der uddanner sig til energiteknolog på KEA, som løb med prisen. Han vandt prisen sammen med Jeudan, hvor han har været i praktik.
Han vandt efter at have pitchet sin praktikoplevelse foran både publikum og jury. Med på scenen havde han – ligesom alle andre finalister – en rekvisit, der skulle illustrere hans praktiktid. For Jonas var det en cykel fra Jeudan. For i hans praktiktid ”i smørhullet på Bredgade i København” cyklede han rundt fra bygning til for at tjekke fra varmespild, ventilationsudfordringer og alt muligt andet.
Det var en overrasket og glad vinder, der tog imod prisen.
”Det var virkeligt nervepirrende at skulle på foran så mange mennesker. Men det var skidesjovt, når først vi var i gang. Det har været utrolig sjovt at deltage. Og jeg fatter ikke helt, at jeg kunne vinde over de andre konkurrenter – de var så gode alle sammen. Det har været helt overvældende at vinde - jeg har fået meget ros med på vejen, så det er selvfølgelig også en god booster til selvtilliden.
”Og så er jeg jo blevet lidt rigere. Pengene går til at pimpe min Berlingo! Jeg skal lave et eksternt batteri og solceller på taget, så vi kan rejse verden rundt på lidt grønnere strøm. Og det passer meget godt med de 10.000, som jeg jo er så heldig at have fået med som præmie.”
En gave at have praktikanter
En glad praktikansvarlig fra Jeudan, Louise Hald Kock, kunne heller ikke få armene ned. Hun fortæller, at Jeudan længe har arbejdet strategisk med praktikanter og har som målsætning, at 10 % af medarbejderstaben er unge under uddannelse. Netop derfor er prisen også et stort skulderklap.
”For os at se er det en gave at få praktikanter – for de kommer med en energi, en viden og et gåpåmod, som alle virksomheder kan have godt af Denne her pris sætter en fed streg under, hvorfor vi gør, hvad vi gør. Vi gør os meget umage med at finde et match, når v finder en praktikant. Og så har det jo bare være så fedt at høre, at Jonas har kunne mære den umage, vi har lagt i at have praktikanter, det gør os bare stolte.”
Otte solstrålehistorier
Årets jury bestod af Rasmus Stoklund, Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, forbundsformand Jannik Frank Petersen fra Teknisk Landsforbund, Mads Samsing, næstformand i HK, adm. direktør i DEA Stina Vrang Elias og underdirektør i Dansk Industri Signe Tychsen Philip.
Rasmus Stoklund stod for at overrække hovedprisen, og han og juryen lagde i deres bedømmelse særlig vægt på, at Jonas’ praktik har været eksemplarisk i forhold til samspillet mellem teori og praksis.
”Vi har i dag hørt otte små solstrålehistorier, som hver især viser, hvorfor praktikken er en vigtig del af at tage en uddannelse på et erhvervsakademi. Nærmest alle beskriver, hvorfor det har været en stor udvikling både fagligt og personligt. Og så har vi har hørt om otte virksomheder, der viser tillid og ansvar, og støtter deres praktikanter, når de ikke til at starte med føler, at de kan bunde,” siger han og fortsætter:
”Jonas’ forløb passede perfekt på kriterierne: virksomheden havde taget godt imod ham både fagligt og socialt, viste ham stort ansvar, og så brugte han både teori fra energiteknologuddannelsen og den viden, han havde fra sin erhvervsuddannelse som ventilationstekniker. På trods af få ugers praktik var han med til at skabe reel værdi for Jeudan – og derfor vinder de prisen som Årets Erhvervsakademipraktik.”
De otte finalister
It-virksomheden Itm8 – indstillet af it-teknolog Nichlas Sprange fra Erhvervsakademi Dania i Randers
Ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan – indstillet af energiteknolog Jonas Tuborg Krøyer fra KEA - Københavns Erhvervsakademi
Anlægsgartnervirksomheden OKNygaard – indstillet af urban landskabsingeniør Emma Katballe fra Erhvervsakademi Aarhus
Service- og forsyningsselskabet Envafors – indstillet af laborant Esra Yeni fra Zealand - Sjællands Erhvervsakademi
Banken Spar Nord Helsingør – indstillet af finansbachelor Noah Nevado fra Cphbusiness i København
Fodboldklubben Esbjerg fB – indstillet af multimediedesigner Martin Hamann Nielsen fra Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg
Ejendomsmægler John Frandsen i Holstebro – indstillet af finansøkonom Karen-Marie Jensen Gramstrup fra Erhvervsakademi MidtVest i Herning
Reklamebureauet Superego i Horsens – indstillet af multimediedesigner Emil Bak Roed Mortensen fra IBA Erhvervsakademi Kolding.
Juryens Specialpris og Publikumsprisen
Igen i år skulle juryen også uddele Juryens Specialpris. Det er en pris til praktikvirksomheden, der skiller sig ud fra mængden.
Derudover skulle prisfestens 140 gæster vælge deres helt egen favorit og finde en vinder til Publikumsprisen.
Juryens Specialpris gik til Banken Spar Nord i Helsingør, som havde Noah Nevado fra Cphbusiness i praktik, mens Publikumsprisen gik til anlægsgartnervirksomheden OKNygaard, som havde haft Emma Katballe fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik.
Ros fra uddannelses- og forskningsministeren
Dagens konferencier var adm. direktør i Danske Erhvervsakademier, Stefan Lezuik. Fra scenen dedikerede han dagen til de mange praktikophold, der hvert år gennemføres på landets erhvervsakademier. Og mange af dem fører til en fastansættelse, vurderer Danske Erhvervsakademier.
”Det er ægte synergi, hvor 1 + 1 = 3. Der er både den faglige læring, men også læringen om, hvordan man begår man sig på en arbejdsplads og omsætter det, man har lært til noget, så det giver værdi for virksomheden.”
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) kiggede også forbi med en videohilsen. Hun hyldede det tætte samspil med erhvervslivet – for ifølge hende er det opskriften på succesfuld uddannelse.
”Erhvervsakademierne har en nøgleopgave i vores uddannelsessystem og er hamrene dygtige til at uddanne dimittender, som går direkte ud efter deres eksamen og gør en forskel ude i virksomhederne,” lød det bl.a. fra Christina Egelund.
Fakta om erhvervsakademierne
Danmarks 8 erhvervsakademier ligger spredt rundt omkring i 26 byer i hele Danmark og tilbyder korte og mellemlange, videregående uddannelser på mellem 2 og 4 år rettet mod beskæftigelse i det private erhvervsliv.
Praktik er obligatorisk på alle uddannelser.
Hvert år uddanner erhvervsakademierne mere end 10.000 studerende inden for primært det it-faglige, det merkantile og det tekniske område, men også inden for design, service og iværksætteri.
En ud af tre studerende, der blev optaget på en erhvervsakademiuddannelse i 2023, startede på en uddannelse indenfor it/STEM-området.
De otte erhvervsakademier er:
- Zealand - Erhvervsakademi Sjælland, campus i Roskilde, Holbæk, Næstved, Køge, Slagelse og Nykøbing F., zealand.dk
- Erhvervsakademi Midtvest, campus i Herning og Holstebro, eamv.dk
- Erhvervsakademi Sydvest, campus i Esbjerg og Sønderborg, easv.dk
- Erhvervsakademi Aarhus, eaaa.dk
- IBA Erhvervsakademi Kolding, iba.dk
- Erhvervsakademi Dania, campus i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg, eadania.dk
- Cphbusiness, campus i København, Lyngby, Hillerød og på Bornholm, cphbusiness.dk
- KEA – Københavns Erhvervsakademi, campus i København og Hillerød, kea.dk