Når KEA skal vurdere, om studerende kan bevilliges et ekstra eksamensforsøg, om de kan få tidlig orlov eller lignende dispensationer, skal KEA vurdere om der ligger usædvanlige forhold til grund for ansøgningen.
Usædvanlige forhold
Når KEA skal vurdere om der er usædvanlige forhold til stede, lægger KEA typisk vægt på, at
- forholdet skal være uundgåeligt, dvs. den studerende skal ikke kunne have undgået det ved normal adfærd/almindelige forholdsregler.
- forholdet skal være forårsaget af en ekstern begivenhed eller person.
- forholdet ikke kunne forudses, så den studerende kunne have undgået det ved at tage almindelige forholdsregler.
- forholdet skal have en væsentlig betydning for den studerendes muligheder for at studere på uddannelsen.
Det er ikke muligt at opstille en udtømmende liste over, hvad der kan betragtes som usædvanlige forhold, da vurderingen altid vil afhænge af de konkrete omstændigheder og konteksten. Nedenstående er blot eksempler:
-
Usædvanlige forhold
Det kan være et usædvanligt forhold, når der fx er tale om dødsfald i nærmeste familie, egen alvorlig sygdom eller alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Andre forhold, som vedrører den enkelte studerende, og som du oftest vil være uden skyld i, kan også anses som usædvanlige forhold.
Borgerligt ombud som domsmand eller nævning vil også kunne være omfattet af begrebet.
-
Ikke usædvanlige forhold
Det er ikke et usædvanligt forhold, hvis du fx kommer forsinket på grund af offentlige transportmidler, gerne vil på ferie, har fået tilbudt et job eller en praktikplads, arbejder eller mangler kendskab til reglerne.
Det er heller ikke et usædvanligt forhold, at faget er svært, eller at du i øvrigt klarer dig dårligt på uddannelsen.
-
Kroniske sygdomme
Kroniske sygdomme anses som udgangspunkt ikke som sådan for et usædvanligt forhold. Det skyldes, at det forventes, du kan planlægge dig ud af de gener, din kroniske sygdom medfører.
Hvis eksempelvis din kroniske sygdom pludseligt forværres eller du har et ”anfald” i forbindelse med eksamen, kan der dog godt være tale om et usædvanligt forhold.
Dokumentation
Der kan være forskellige situationer i løbet af din uddannelse, hvor du kan have brug for en lægeerklæring eller anden dokumentation. Usædvanlige forhold skal altid kunne dokumenteres, Det kan f.eks. være i situationer,
- hvis du bliver akut syg til eksamen
- hvis du får en længerevarende sygemelding (mere end 14 dage)
- hvis du skal søge om særlige vilkår til eksamen
- hvis du skal søge om dispensation til eksamen eller dit studieforløb (f.eks. yderligere eksamensforsøg eller genindplacering)
Du skal være opmærksom på, at lægelig dokumentation ikke automatisk betyder, at din ansøgning imødekommes. Det er op til KEA at vurdere ansøgningen og den medsendte dokumentation, og KEA er ikke forpligtet til at følge lægens anbefalinger.
-
Hvilken dokumentation kan du bruge?
Din dokumentation skal underbygge din ansøgning i forhold til du søger om. Hvilken dokumentation der derfor er nødvendig, afhænger af de forhold, som du gør gældende.
Typiske eksempler på dokumentation kan f.eks. være
- Lægeerklæring
- Erklæring fra psykiater
- Erklæring eller indlæggelsespapirer fra sygehus
- Dødsattest
- Ordblindetest
- Vandrejournal og/eller fødselsattest
Ovenstående er ikke en udtømmende liste, men eksempler på dokumentation, som KEA har godkendt i vurderingen af usædvanlige forhold.
-
Hvad skal en lægeerklæring indeholde?
Kravet til hvad selve lægeerklæringen skal indeholde, afhænger af hvad du søger om. KEA har derfor udarbejdet nogle overordnede forhold, som en hjælp til, hvad en lægeerklæring skal indeholde. Derudover henviser KEA til bekendtgørelse om afgivelse af erklæringer m.v. samt lægeforeningens vejledning om attester til undervisnings- og uddannelsesinstitutioner.
Jo mere udførlig og detaljeret din dokumentation er jo lettere er det at vurdere din ansøgning, og det mindsker risikoen for, at du kan blive bedt om yderligere dokumentation.
1) Formelle krav i lægeerklæringen, som skal fremgå:
- Dit navn og CPR-nr.
- Lægens navn, autorisations-ID, virksomhedsadresse og uddannelse
- Oplysninger om, hvem der er egen læge
- Dato for udstedelsen af lægeerklæringen
- Lægens underskrift og stempel
2) Lægeerklæringen skal vise en tidsmæssig sammenhæng:
- I hvilken periode har du været syg, og hvor længe forventes det, at du er syg fremadrettet?
- Hvornår har lægen set dig?
- Er du helt eller delvis sygemeldt? Hvis der er tale om en deltidssygemelding, hvor meget kan du så være studieaktiv
- Er der tale om en kronisk sygdom?
3) Der skal være en lægefaglig vurdering:
- Lægen skal tydelige forklare, hvordan din sygdom eller funktionsnedsættelse påvirker dig (lægen behøver ikke oplyse, hvilken sygdom der er tale om)
- Det skal fremgå, hvilke oplysninger i erklæringen der er dine egen oplysninger til lægen, og hvilke oplysninger, som er baseret på lægens egen vurdering.
Hvornår indgår vurderingen af usædvanlige forhold
Usædvanlige forhold vurderes blandt andet i sager vedrørende:
- Ekstra eksamensforsøg
- Tidligste orlovstidspunkt
- Dispensation til forlængelse af maksimal studietid
- Genindplacering på et semester