Få styr på din praktikkontrakt og alt det praktiske op til og under praktikken.
Praktikkontrakt og formalia
Du skal i løbet af din uddannelse i praktik. Længden af praktikken afhænger af din uddannelse:
- Går du på en erhvervsakademiuddannelse eller en top-up uddannelse, skal du være i 10 ugers praktik (svarer til 15 ECTS)
- Går du på en fuld professionsbacheloruddannelse (3½ år), skal du være i 20 ugers praktik (svarer til 30 ECTS)
- Går du på Optometri, skal du i 1,5 års praktik (svarer til 90 ECTS)
Du kan ikke være i praktik i færre eller flere uger.
Arbejdstiden i din praktik skal være på 37 timer/uge.
Som udgangspunkt ligger arbejdstiden i dagtimerne på hverdage. Du kan dog aftale med din praktikvirksomhed, at nogle af timerne placeres om aftenen eller i weekenden, hvis det giver mening i forhold til dine arbejdsopgaver.
I studieordningen er det fastlagt, hvornår på uddannelsen, du skal i praktik. Det er ikke muligt at flytte praktikken og tage den på et andet tidspunkt. Du kan finde din studieordning på din uddannelsesside her på mit.kea.dk
Kan du ikke arbejde 37 timer om ugen?
Kan du af dokumenterede helbredsmæssige årsager ikke være i praktik 37 timer per uge, kan du søge dispensation til at være i praktik flere dage og færre timer om dagen. Du søger dispensation via SDBF.dk. Du kan evt. tale med studievejledningen, inden du søger.
Praktikvejledning
Semesteret inden du starter i praktik, får du tildelt en praktikvejleder, som er en underviser fra din uddannelse.
Praktikvejlederen står for al faglig vejledning. Formålet med vejledningen er, at du får afklaret, hvilke virksomheder, arbejdsområder og arbejdsopgaver, der er relevante i forhold til din uddannelse og dine interesser.
Du forventes at forberede dig til den faglige vejledning.
Skriv dine overvejelser og eventuelle spørgsmål ned, så du i forbindelse med vejledningen husker at få spurgt om alt det, der er vigtigt for dig at vide.
Du kan eventuelt bruge dette dokument:
Kontakt og vejledning
Din praktikvejleder er en af dine undervisere, som du kan spørge om det faglige indhold. Har du spørgsmål til KEAs praktikkoordinatorer eller i forbindelse med international praktik, kan du finde kontaktinfo under Kontakt og vejledning
Problemer under praktikken
Oplever du problemer under din praktik, bør du reagere på dem med det samme. Se, hvordan du håndterer problemer i afsnittet
Krav til praktikvirksomheder
Som udgangspunkt kan du tage praktikken i alle virksomheder, hvor du kan beskæftige dig med studierelevante arbejdsopgaver.
Det forventes dog, at en praktikvirksomhed:
- Tildeler dig en fast kontaktperson
- Løbende kan tilbyde dig relevant faglig sparring. Der vil normalt skulle være mindst én person ansat på arbejdspladsen, som er uddannet inden for det aktuelle uddannelsesområde, eller som har en tilsvarende kompetence opnået gennem uddannelse og/eller flerårig praksis.
- Sørger for acceptable fysiske rammer
- Forsikrer dig efter gældende regler
Besøg i praktikvirksomheder og midtvejsevaluering
I løbet af praktikperioden vil du enten modtage besøg i virksomheden fra din praktikvejleder, eller du vil blive inviteret til en midtvejsevaluering på KEA.

Indsend din praktikkontrakt
Når du har aftalt praktikkens indhold med en virksomhed, skal du udfylde dette skema, så KEA kan sende praktikkontrakten til virksomheden og dig.
Efter du har aftalt aftalt praktikkens indhold med en virksomhed, skal du udfylde dette skema, så KEA kan sende praktikkontrakten til virksomheden og dig.
Kontrakten behandles og vi sender den hurtigst muligt til din praktikvejleder, som skal godkende virksomhed og arbejdsindhold.
Hvis indholdet godkendes, sendes praktikkontrakten til din kontaktperson i virksomheden og til din KEA-mail.
Først når både virksomheden og du har besvaret mailen og bekræftet, at indholdet er ok, er du klar til at starte i praktik. Din bekræftelsesmail svarer til din underskrift på en fysisk kontrakt, så derfor er den endelige aftale først på plads, når vi har modtaget din mail.
Når både virksomheden og du har bekræftet kontrakten, sender vi en mail til jer, så I ved, at alt er klar til praktikstart.
Hvis du har flere praktikmuligheder, skal du først indsende en kontrakt, når du endeligt har valgt dit praktiksted.
Vær opmærksom på, at det kun er selve praktikperioden, kontrakten omhandler. Hvis du og virksomheden aftaler samarbejde om afgangsprojekt efter praktikperioden, skal afgangsprojektet ikke indgå i praktikkontrakten.
LÆS DETTE HVIS DU SKAL I IVÆRKSÆTTERPRAKTIK (PDF)
Sådan udfylder du kontrakten
Eksamen
Praktikforløbet afsluttes med en eksamen, typisk i form af en praktikrapport, der bedømmes efter 7-trinskalaen.
Det er den enkelte uddannelse, der fastsætter retningslinjerne for praktikeksamenen.
Oplever du problemer med at udfylde kontrakten?
Kontakt praktiktelefonen på 46 46 00 61 eller skriv en email til praktik@kea.dk.
Kontraktdeadlines
Der er forskellige deadlines for praktikkontrakten alt efter din uddannelse. Find deadline for din uddannelse under programområderne:
-
Digital
Alle uddannelser på DIGITAL:
- Forårspraktik: 1. december
- Efterårspraktik: 1. juni
-
Teknik
Alle uddannelser på TEKNIK:
- Forårspraktik: 1. december
- Efterårspraktik: 1. juni
-
Byg
Byggekoordinator:
- Forårspraktik: 1. december
Bygningskonstruktør og Byggetekniker:
- Forårspraktik: 15. december
- Efterårspraktik: 1. juni
Kort- og landmålingstekniker:
- Forårspraktik: 1. december
- Efterårspraktik: 1. juni
-
Design
Design og business:
- Efterårspraktik: 1. juni
Designteknolog:
- Efterårspraktik: 1. oktober
Entreprenørskab og design:
- Forårspraktik: 15. november
Smykker, teknologi og business:
- Efterårspraktik: 1. maj
-
Iværksætterpraktik
Når KEA har godkendt din ansøgning om at vælge iværksætterpraktik, så er næste skridt praktikkontrakten.
Se deadline for at indsende kontrakten under dit programområde ovenfor. Kontraktdeadline er den samme for iværksætterpraktik og arbejdspladspraktik.

Økonomi
Du må ikke få løn under din praktik, men du kan stadig få SU. Find hoved og hale i det økonomiske omkring din praktik.
Få styr på økonomien
-
Praktikken er ulønnet
Praktikken skal være ulønnet, hvilket er fastsat i hovedbekendtgørelsen for KEAs uddannelser.
Du kan altså under ingen omstændigheder modtage løn fra virksomheden for din praktik, og KEA er forpligtet til at påse, det ikke sker.
Praktikkontrakten omhandler alene de 37 timer/uge, du er i ulønnet praktik. Hvis du derudover har et lønnet studiejob i praktikvirksomheden, skal det ligge udover de 37 ugentlige timers ulønnet praktik, og aftale skal indgås i en separat kontrakt mellem dig og virksomheden.
-
SU
Modtager du SU, vil du automatisk fortsætte med det under praktikken. Selvom du afmelder din SU i praktikperioden, må du stadig ikke modtage løn for praktikken.
Hvis du er EU-borger og modtager SU, fordi du har et studiejob ved siden at dit fuldtidsstudie, er betingelserne for at modtage SU uændrede under praktikken. Du skal altså fortsat arbejde det krævede antal timer udover det 37 timers ulønnet praktik per uge.
-
Ungdomskort
Ved praktik langt fra din bopæl har du mulighed for at søge om rabat til offentlig transport. Se www.ungdomskort.dk.
-
Erkendtlighed
Virksomheden kan efter praktikken vælge at give dig en erkendtlighed som påskønnelse af din indsats.
Der er følgende regler for erkendtligheden:
- I din fuldtidspraktik må du ikke indgå som arbejdskraft i virksomheden
- Erkendtligheden ydes ikke som en på forhånd fastsat indkomst, som du kan regne med at modtage i lighed med løn
- Det er frivilligt for virksomheden, om den vil give dig en erkendtlighed
- Beløbet må ikke være højere end svarende til op til 3.000 kroner om måneden
Virksomheden vil typisk give erkendtligheden som pengebeløb, og du skal derfor betale skat af erkendtligheden.
-
Refusion af dokumenterede ekstraudgifter
Din praktikvirksomhed må gerne dække dokumenterede ekstraudgifter, som du har i forbindelse med dit ulønnede praktikophold, uden at dette betragtes som løn. Det kan for eksempel være rejseforsikringer, flybilletter, husleje i udlandet og transportudgifter mellem dit hjem og virksomheden.
Ved refusion af udgifter til kørsel i din egen bil mellem dit hjem og praktikvirksomheden skal virksomheden følge Statens Rejseregler. Det betyder, at du får 1,98 kr. per km (i 2022 – beløbet reguleres årligt). Beløbet dækker over benzin, slid på bilen m.v.

Regler og formalia
Har du styr på, hvad du må fortælle om dit praktikophold til andre og hvem der sørger for, at du er korrekt forsikret?
Bliv klogere på regler omkring praktikken
-
Forsikring
Ved virksomhedspraktik i Danmark falder du automatisk indunder arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Skal du i praktik i en dansk enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, har virksomheden formentlig ikke en arbejdsskadeforsikring i forvejen, men den vil være forpligtet til at tegne forsikringen for dig.
I andre lande gælder de lokale regler. Typisk er virksomheder ikke forpligtede til at tegne forsikring, så i forbindelse med praktik i udlandet, skal du spørge virksomheden, om du er dækket af dens arbejsskade- og ansvarsforsikringer. Er du ikke det, skal du selv tegne forsikring. KEA kan ikke tegne forsikring for studerende. Læs eventuelt mere under Praktikformer > International praktik.
Overvejer du praktik i en virksomhed uden fastansatte, der typisk ikke har denne forsikring i forvejen, kan det være en god idé at gøre virksomheden opmærksom på, at den har pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring under praktikken.
-
Fortrolighed
Som praktikant i Danmark er du underlagt §4 i Lov om forretningshemmeligheder, hvilket betyder, at du:
- ikke må viderebringe eller benytte virksomhedens erhvervshemmeligheder, hvis du er blevet betroet disse
- og ikke selv må forsøge at skaffe dig kendskab til virksomhedens erhvervshemmeligheder
Nogle virksomheder beder derudover praktikanter underskrive en såkaldt fortrolighedserklæring, hvis indhold varierer fra virksomhed til virksomhed.
En eventuel fortrolighedserklæring skal ikke godkendes af KEA, da den er et anliggende mellem virksomhed og praktikant, men hvis du er i tvivl om indholdet, er du altid velkommen til at kontakte praktikkoordinatoren og få hjælp til gennemlæsningen.
KEA-ansatte og censorer er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Derfor er det ikke nødvendigt at de underskriver yderligere erklæringer om fortrolighed i forbindelse med bedømmelse af praktikrapporter.
-
Ophavsret
Som praktikant opnår du ingen ophavsret i forbindelse med udførelsen af dit arbejde med mindre dette aftales mellem praktikvirksomheden og dig.

Hvem kan jeg spørge?
Kontakt dine undervisere
Hvis du har fagspecifikke spørgsmål om f.eks.:
- Relevante arbejdsopgaver
- Uddannelsesspecifikke retningslinjer for praktikken
- Praktikeksamen
Kontakt praktikkoordinatorerne
Hvis du har spørgsmål om f.eks.:
- Overordnede retningslinjer for praktikken
- Praktikkontraktflowet
- Forsikringsforhold
Praktiktelefonen: 46 46 00 61
KEA Global
I forbindelse med international praktik i de fleste europæiske lande, kan der søges om Erasmusstipendium.
Har du spørgsmål til Erasmusprogrammet, kan du sende dem til global@kea.dk.

