Stella sidder i lokalrådet på Design og har meldt sig som tutor efter sommer.
Mød en frivillig: Stella fra Design
Hvor er du frivillig?
“Jeg sidder i lokalrådet på Design, dvs. jeg også er studiemiljørepræsentant (SMR) for mit hold. Efter sommerferien skal jeg så desuden være tutor (introvejleder) for de nye designstuderende, hvilket jeg glæder mig meget til.”
Hvad fik dig til at blive frivillig?
“Det der fik mig til at blive frivillig på KEA, var ønsket om at have indflydelse på studenterpolitikken på KEA. Jeg er generelt politisk interesseret og også politisk engageret uden for KEA. Så det faldt mig meget naturligt at fortsætte med dette, da jeg startede på min uddannelse”
Fortæl os kort, tre gode grunde til at være frivillig?
1) Indflydelse - “I studenterpolitik er det bare virkeligt fedt, når man føler sig hørt og oplever, at den tid og energi, man har puttet i det, rent faktisk gør en forskel.”
2) Det sociale - “Når jeg nævner det sociale, som én af de gode grunde, tænker jeg selvfølgelig for én selv. Dog tænker jeg også på det ift. mit fremtidige engagement som tutor, hvor jeg får mulighed for at give de nye studerende en god start på deres uddannelse. Det lidt en følelse af at kunne give noget tilbage.”
3) At udvikle sig - “Den sidste grund til at blive frivillig er den erfaring, der følger med. Jeg tror på, at man opnår færdigheder både indenfor konflikthåndtering, argumentation og desuden hvordan, man holder en god, saglig og konstruktiv diskussion.”
Hvor meget tid bruger du i gennemsnit på dit frivillige engagement om ugen?
“Det er enormt varierende. Måske 2 timer i gennemsnit. På det sidste, har jeg brugt en del ekstra tid på mit frivillige arbejde. Sidste måned derimod, brugte jeg ikke lige så meget tid på det.”
Har du fået nye kompetencer ved at være frivillig?
“Jeg føler klart, jeg får øvet mig i at skrive ‘professionelle’ mails. Generelt det her med at skulle være professionel i en arbejdsrelateret situation. Det at være frivillig udfordrer mig i at argumentere og formulere mig.
Derudover har jeg nogle forventninger til fremtidige kompetencer, som jeg forventer at opnå igennem mit arbejde, sådan på længere sigt. Måske specielt i forbindelse med rollen som tutor. F.eks. at skulle være i en ansvarlig rolle og at bevare et overblik. Også det at kunne håndtere konflikter og at være omstillingsparat. Bag alt dette, tror jeg også bare, at man bliver mere smilende og imødekommende.”
Hvad er dit favoritsted på KEA?
“Mmhh. Det er nok tagterrassen på GBG, når det er godt vejr. Ellers er værkstedet på smyk nok mit favoritsted. Jeg elsker at sidde og fordybe mig i at lave smykker.”
Baggrundsinfo
- Navn: Stella Lyrn Neubert
- Alder: 22
- Uddannelse: Smykker, Teknologi og Business
- Semester: 2. semester