Det var en stolt og rørt Jonas Holbech, der modtog prisen som Årets Underviser d. 18. august 2022. Jonas underviser på KEA Digital, og tildeles prisen for sin passionerede tilgang og stærke pædagogiske kompetencer, som skaber glæde og faglig motivation hos de studerende.
Jonas Holbech er Årets Underviser på KEA 2022
"Fagligt og pædagogisk spænder du enormt bredt. Du laver eget materiale til de studerende, som er med til at åbne døre til snitflader med andre fagligheder, og du deler hjertens gerne med kollegaer, og drøfter metoder og undervisningspraksis. Du inspirerer, og løfter, og gør indtryk – både for studerende og kollegaer!"
Sådan begrundede Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør på KEA, kåringen af Jonas Holbech som Årets Underviser, da hun overrakte ham prisen.
Og fortsatte:
"Du kan finde på spontant at tage de studerende med på IT-job messe, hvis du synes, at de der kan få det bedste udbytte af dagen. Med dit store faglige netværk inddrager du ægte cases i din undervisning, så de studerende kender, og forstår den virkelighed, de møder i praktikken eller i jobbet.
Begrundelsen er formuleret på baggrund af de mange beskrivelser, som Jonas studerende gav, da de indstillede Jonas til prisen. Her får man indtrykket af en motiverende, faglig stærk og engageret underviser, der sætter de studerendes læring og faglige udvikling højt. Og så tager du med jævne mellemrum i virksomhedspraktik i branchen for at holde fingeren på pulsen - det er inspirerende, og vi takker dig for din store indsats."
En af Jonas studerende skriver i sin indstilling:
"I have been privileged to have had a handful of exceptional teachers in my life, and Jonas is one of the greatest. His energy and enthusiasm is infectious and his mastery of the material is inspiring. He has an eye for the individual student's way of thinking and he is very flexible and extremely adept at coming up with demonstrations on the spot and explaining things in different ways!"
Årets Underviser på KEA kåres på baggrund af indstillinger fra studerende, og er en fejring af det flotte arbejde, som alle KEAs undervisere leverer hver dag. I år har 1.221 studerende nomineret en underviser eller et underviserteam til prisen, og over 70% af KEAs undervisere er blevet indstillet af en eller flere studerende! Derfor har det naturligvis været et stort og svært arbejde for juryen - bestående af tre eksterne og to studerende - bare at finde de ni nominerede.
Du kan læse historierne om alle de nominerede på kea.dk
Prisen som Årets Underviser består af en statuette, som er lavet i KEAs Makerlab, og et legat på 10.000 kr.
Jonas Holbech er underviser på KEA Digital, og har været på KEA siden 2015.