Skal du til eksamen, så kan det være en god ide lige at kigge forbi eksamensreglerne, så du er sikker på at have styr på formalia omkring din eksamen.
Eksamensregler
I eksamensreglerne kan du blandt andet blive klogere på, hvor mange eksamensforsøg du har, hvordan du søger om dispensation eller om særlige vilkår til din eksamen, hvis du har brug for det. Du kan også blive klogere på, hvordan du afleverer din skriftlige eksamen og meget mere.
Hvis du leder efter information omkring det faglige indhold i eksamen og selve eksamensformen, skal du kigge i din studieordning, som du finder på din uddannelsesside.
Formålet med eksamensreglerne
Eksamensreglerne indeholder de overordnede retningslinjer for afvikling af eksamen for fuldtidsuddannelserne på KEA.
Formålet med eksamensreglerne er at sikre, at du som studerende er velinformeret om gældende lovgivning og regler om eksamen. Du kan finde mere information om eksameners placering i uddannelsesforløbet, prøveformer mv. i den enkelte uddannelses studieordning.
Formålet med eksamen er at dokumentere, i hvilken grad du som studerende opfylder de faglige mål, der er fastsat for uddannelsen i studieordningen.
Retsgrundlag
Eksamensreglementet er udfærdiget i overensstemmelse med de gældende bekendtgørelser om eksamen ved videregående uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Følgende bekendtgørelser gælder for eksamen og fremgår af studieordningerne:
- Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser (Eksamensbekendtgørelsen)
- Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (Karakterbekendtgørelsen)
I øvrigt henvises til Retsinformation på www.retsinfo.dk, der til enhver tid indeholder de seneste versioner af love og bekendtgørelser på området.
Eksamensansvarlig
Den respektive uddannelseschef eksamensansvarlig, men kan for enkelte eksaminer udpege en eller flere eksamensansvarlige, der forvalter alle spørgsmål i forbindelse med eksamen.
Tavshedspligt
De ansatte på KEA er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, og må derfor kun bruge eksamensopgaver og projekter i forbindelse med evaluering af studerende. Det samme gælder for censorer. Undervisere og censorer må heller ikke videregive oplysninger, de fx har fået af studerende til en eksamen.
-
Tavshedspligt for ansatte på KEA
KEAs ansatte er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Reglerne følger af forvaltningslovens kapitel 8 (se særligt § 27, stk. 1, nr. 1 og 2).
At være omfattet af tavshedspligten, betyder at man ikke må videregive oplysninger omkring enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold samt informationer af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed oplysningerne angår.
Det betyder, at projektrapporter, praktikrapporter og lignende, som er udarbejdet af de studerende kun må bruges af KEAs ansatte i forbindelse med vejledning og evaluering af de studerende, samt deraf afledte administrative procedurer.
Tavshedspligten gælder også for de censorer, som måtte medvirke ved en prøve/eksamen/bedømmelse, da censorernes virke ligeledes er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, jf. bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser.
Tavshedspligten betyder, at det er strafbelagt for KEAs ansatte og censorer at videregive oplysninger, de har modtaget i kraft af deres stilling. Straffen for uberettiget videregivelse er fastsat i straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
På den baggrund er det ikke nødvendigt for KEAs ansatte eller censorer at underskrive yderligere attester eller erklæringer om fortrolighed i forbindelse med bedømmelse af en studerendes projektopgave. Tavshedspligten sikrer, at projekternes indhold ikke må videregives uden samtykke.
Projekter med stemplet ”FORTROLIGT” må ikke publiceres eller videregives uden den studerendes og virksomhedens samtykke.
Projekter stemplet ”FORTROLIGT” optages ikke i projektbiblioteket uden den studerendes og virksomhedens samtykke.
Hvis et projekt er stemplet ”FORTROLIGT”, sikrer eksaminator, at den pågældende eksamen er lukket for tilhørere.
Ordforklaring
Studieordning: En studieordning er en samling af de regler, der beskriver en uddannelses faglige indhold, og øvrige regler, der gælder på uddannelsen. Studieordningerne finder du på din uddannelsesside her på mit.kea.dk.
SDBF: SDBF er en forkortelse for Skolernes Digital Blanket Flow. Som studerende skal du bruge SDBF, hvis du fx, skal sygemelde dig til eksamen, søge om dispensation, eller søge om ekstra tid til eksamen mm. Du logger på SDBF med dit MITid. Vi anbefaler at du bruger Chrome, Firefox eller Edge, når du skal logge på SDBF.
Wiseflow: Wiseflow er et eksamenssystem, som bruges til eksamener på KEA. Du logger på Wiseflow med dit KEA Login via "WAYF".
Før eksamen
Langt de fleste eksaminer på KEA finder sted i december/januar og maj/juni med reeksamen i juli/august og februar. På den enkelte uddannelse kan der være andre og flere eksamensterminer.
Det vil fremgå af semesterplanen, som udleveres efter semesterstart. Det præcise tidspunkt besluttes af uddannelsen. Semesterplanen vil evt. være at finde på Fronter.
-
Tilmelding til eksamen
Når du starter på et semester, er du automatisk tilmeldt de prøver og eksaminer, der er planlagt på det pågældende semester – også de tilhørende sygeeksamener/reeksamener.
Hvis du ikke består eksamen eller er syg til eksamen, skal du til re-/sygeeksamen, der som regel ligger få uger efter eksamen. Du er i disse tilfælde automatisk tilmeldt re-/sygeeksamen. Hvis der er særlige forudsætninger, du skal opfylde for at deltage i eksamen, vil dette fremgå af studieordningen.
Du finder studieordningen på din uddannelsesside her på mit.kea.dk
-
Bundne forudsætninger
Det er beskrevet i studieordningen, hvis der er bundne forudsætninger, du skal opfylde for at blive indstillet til eksamen. Du finder studieordningen på din uddannelsesside her på mit.kea.dk
Er disse forudsætninger ikke opfyldt, bruger du et eksamensforsøg. Dette vil blive registreret i det studieadministrative system. Du vil herefter automatisk blive tilmeldt reeksamen, og skal fortsat opfylde de bundne forudsætninger for at deltage i eksamen.
-
Antal eksamensforsøg
Hvis der på din uddannelse afholdes studiestartsprøve, har du to forsøg til at bestå eksamen. Du vil blive udmeldt af studiet, hvis du efter to forsøg ikke har bestået din eksamen.
Til alle andre eksamener, har du tre forsøg til at bestå eksamen. Du vil blive udmeldt af studiet, hvis du efter tredje forsøg ikke har bestået din eksamen.
-
Dispensation
KEA har mulighed for at give dispensation fra de regler, der er fastsat i studieordningen, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold. Du kan søge om dette i sdbf.dk. Husk at vedhæfte dokumentation.
Hvis der er tale om dispensation til 4. eksamensforsøg, skal du indsende din ansøgning herom hurtigst muligt efter du har modtaget bedømmelsen fra dit tredje eksamensforsøg - dog senest 5 hverdage fra brevdatoen på "Partshøring efter tredje eksamensforsøg".
-
Særlige prøvevilkår/ekstra tid til eksamen
Du kan søge om særlige prøvevilkår til eksamener – herunder ekstra tid - hvis du har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Hvis din funktionsnedsættelse er varig, skal du kun sende én ansøgning, som vil være gældende for hele din uddannelse. Hvis der sker ændringer i din varige funktionsnedsættelse, skal du skrive en mail til eksamen@kea.dk.
Du kan søge om særlige prøvevilkår, hvis du har et andet modersmål end dansk og det vurderes, at det er nødvendigt for at kunne ligestille dig med andre i prøvesituationen.
Studieadministrationen behandler din ansøgning og træffer afgørelse om tildeling af særlige prøvevilkår herunder eventuel ekstra tid til eksamen.
For at sikre tid til at behandle din sag, skal ansøgningen sendes via SDBF senest 5 uger før din eksamen.
Ansøgningen skal ledsages af dokumentation fx en lægeattest, ordblindeattest eller anden dokumentation for helbredsmæssige forhold eller relevant specifik funktionsnedsættelse eller sprogtest.
Du kan få hjælp og vejledning om, hvordan du ansøger hos KEA studie- og Karrierevejledning eller hos SPS (specialpædagogisk støtte).
-
Framelding fra eksamen
Framelding fra eksamen er kun muligt, hvis du er på barsel, sygemeldt eller andre usædvanlige forhold gør sig gældende. Disse forhold skal være dokumenterede og du skal have søgt om framelding i SDBF.
-
Akut opstået sygdom i forbindelse med eksamen eller aflevering af din eksamensopgave
Hvis du på grund af akut sygdom ikke kan deltage i eksamen eller aflevere din eksamensopgave, skal du STRAKS og inden kl. 16.00 på eksamensdagen/afleveringsdagen, udfylde blanketten "Sygemelding akut/Notification of illness acute" i SDBF. Husk, at du selv skal betale for lægeerklæringen.
Lægeerklæring eller anden form for dokumentation, skal være KEA i hænde senest 5 hverdage efter den dag, hvor du skulle have afleveret eller aflagt eksamen. Lægeerklæringen eller anden form for dokumentation skal uploades i SDBF eller sendes til eksamen@kea.dk.
OBS! Har du ikke meldt dig syg i SDBF inden for fristen, godtages meddelelsen ikke, og du vil have brugt et eksamensforsøg.
Tidspunkt for sygeeksamen kan ses i Wiseflow.
-
Afleveringer i Wiseflow
Fra ca. 14 dage før afleveringsfristen, vil du blive tilmeldt et flow i Wiseflow. Her finder du oplysninger om:
- Afleveringsdato og -tidspunkt
- Eventuelt opgaveformulering
- Eventuelt andre oplysninger
-
Eksamensplaner i Wiseflow
Umiddelbart efter afleveringsfristen, vil du modtage endnu et flow fra Wiseflow eller der vil blive uploadet en eksamensplan i flowet, som fortæller, hvornår du skal til mundtlig eksamen. Såfremt eksamen alene består af en skriftlige aflevering, skal du blot afvente bedømmelsen. I Wiseflow finder du oplysninger om:
- Dato og tidspunkt for eksamen
- Lokale
- Hvem er eksaminator – i enkelte tilfælde kan det være anonymiserede
- Når karakteren er blevet frigivet, så kan du finde den i Wiseflow evt. under ”Arkiv”
Det er dit ansvar at holde styr på datoerne for afleveringer og eksamener, som du vil kunne finde på Wiseflow. Vær opmærksom på, at der kan ske ændringer i de offentliggjorte eksamensplaner i Wiseflow, så hold dig løbende orienteret.
-
Sproget ved eksamen
-
Hjælpemidler ved eksamen
I studieordningen du se, hvilke hjælpemidler du må bruge til den enkelte eksamen.
Du finder studieordningen på din uddannelsesside her på mit.kea.dk
-
Husk billed-ID
Kontakt
Har du spørgsmål til eksamensreglerne, kan du kontakte studieadministrationen på eksamen@kea.dk
Husk, du kan også finde kontaktinfo til studieadministrationen på din uddannelsesside.
Under eksamen
Her kan du læse alt, hvad der er relevant at vide, mens du er til eksamen. Det faglige indhold og selve eksamenens udformning kan du læse om i din studieordning.
-
Eksamen er offentlig
En mundtlig eksamen er som udgangspunkt offentlig – dvs. andre kan overvære din eksamen, og du kan invitere gæster.
Hvis det er en individuel eksamen, hvor der eksamineres på basis af et gruppefremstillet produkt, må de andre medlemmer af gruppen ikke være til stede i lokalet, før de selv skal eksamineres.
KEA kan begrænse adgangen til eksamen, f.eks. af hensyn til dig som eksaminand eller ved opgaver, hvor der er en aftale om fortrolighed med en virksomhed. Eksaminator kan begrænse adgangen til eksamenslokalet af pladshensyn og udelukke enkeltpersoner fra at overvære eksamen, hvis det er nødvendigt for at opretholde ro og orden.
-
Sygdom under eksamen
Bliver du syg under selve eksamen, skal du straks give besked til eksaminator eller eksamenstilsyn, som videregiver informationen til KEA Studieadministration. Afbrydes eksamen, vil det som udgangspunkt ikke tælle som et forsøg, hvis du samtidig inden kl. 16.00 på eksamensdagen udfylder blanketten "Sygemelding akut/Notification of illness acute" i SDBF.
Har du ikke meldt dig syg i SDBF inden for fristen, godtages meddelelsen ikke, og du vil have brugt et eksamensforsøg.
Tidspunkt for sygeeksamen kan ses i Wiseflow.
-
Eksamenssnyd, plagiering og bortvisning fra eksamen
Hvis du snyder til eksamen, eller hvis du forstyrrer eksamen, kan du blive bortvist fra den pågældende eksamen. Bortvisning kan også ske, efter at eksamen er afholdt. Bortvisning fra en eksamen på grund af snyd/plagiat betyder, at en eventuel givet karakter bortfalder, samt at du har brugt et eksamensforsøg.
Snyd er eksempelvis:
- Uretmæssigt at modtage hjælp under eksamen
- Uretmæssigt at give hjælp til andre under eksamen
- At udgive andres arbejde for sit eget eller at anvende eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning (plagiat, se nedenfor)
- At fortie eller vildlede om egen indsats eller resultater
- At anvende hjælpemidler, der ikke er tilladte til den pågældende eksamen.
For mere information om plagiat, se www.stopplagiat.nu
Hvis der snydes under skærpede omstændigheder eller gentagne gange, kan du bortvises fra uddannelsen i en kortere eller længere periode. Med bortvisning for snyd under skærpede omstændigheder, følger en skriftlig advarsel om, at gentagelse kan medføre varig bortvisning fra uddannelsen.
-
Plagiat
Skriftlige eksamensopgaver, projekter, rapporter og lignende, der skal afleveres i forbindelse med eksamen, skal udarbejdes af den studerende selv. Hvis en studerende udgiver andres arbejde for at være sit eget eller anvender eget tidligere bedømt materiale uden kildehenvisning, er det plagiat.
Når en skriftlig opgave er individuel, betragtes det også som plagiat, hvis der i opgaven forekommer tekstpassager, som er udformet i fællesskab af en gruppe studerende og fremstår enslydende i flere opgaver.
Plagiat kategoriseres som snyd, og konsekvenserne af at plagiere er derfor som beskrevet ovenfor og nedenfor.
Bemærk, at der ved alle afleveringer i Wiseflow, vil blive gennemført en systematisk plagiatkontrol.
Konsekvenser af snyd og plagiering
I tilfælde af eksamenssnyd kan KEA bortvise en studerende fra eksamen. Det betyder, at eksamensbesvarelsen ikke vil blive bedømt og at den studerende har brugt et eksamensforsøg.
KEA kan desuden beslutte, at den studerende skal bortvises for en kortere eller længere periode. Når sagen er færdigbehandlet, udformer KEA en udtalelse, som den studerende, med en frist på to uger, får mulighed for at kommentere.
Herefter træffes den endelige afgørelse, som meddeles den studerende. Brevet sendes til den studerendes KEA-mail.
Gentagne tilfælde af snyd betragtes som en skærpende omstændighed
Hvis en studerende tidligere har fået en afgørelse om eksamenssnyd, vil det blive betragtet som en skærpende omstændighed i efterfølgende sager om eksamenssnyd og kan medføre varig bortvisning.
-
Brug af kunstig intelligens (AI), herunder ChatGPT eller lignende programmer
Som udgangspunkt må du bruge værktøjer med kunstig intelligens (AI), herunder ChatGPT eller lignende chatbots og programmer, i forbindelse med eksamensopgaver (mundtlige og skriftlige), medmindre andet fremgår eksplicit af studieordningen eller opgavebeskrivelsen. Men du skal være meget opmærksom på at lave korrekte referencer. Ellers vil KEA betragte det som eksamenssnyd, da det vil være i strid med eksamensbekendtgørelsen, hvis du afleverer en besvarelse eller dele af en besvarelse, som fx er udarbejdet af en AI/chatbot, som om det var din egen.
Dette følger af eksamensbekendtgørelsen i § 34, stk. 2, pkt. 3, at ”eksamenssnyd foreligger bl.a., når den studerende […] fortier eller vildleder om egen indsats eller resultater”.
Læs mere studiehåndbogen om brugen af AI – Kunstig intelligens og Bibliotekets rådgivning på bibliotek.kea.dk/da/studieviden/referencer om hvordan du viser, hvordan du har brugt AI til opgaveløsningen, så du ikke ”fortier eller vildleder om egen indsats eller resultater”.
-
Forstyrrende adfærd
-
Brug af mobiltelefoner
-
Lyd- og billedoptagelser
-
Brug af PC’er ved skriftlige eksamener
-
Brug af PC’er ved multiple-choice-eksamener
Som ved skriftlige eksamener, stiller KEA heller ikke PC’er til rådighed ved multiple-choice-eksamener. Det betyder, at du selv skal medbringe en PC, samt en forlængerledning, som tilsluttes den strømkapacitet, der er indlagt i eksamenslokalet.
Vær også opmærksom på, at det er dit eget ansvar, at Wiseflow er opdateret med den nyeste version, der kræves. Det er derfor en god ide, at du åbner flowet i god tid, for at se, om der ligger en opdatering, der skal installeres. Opdager du ved starttidspunktet, at dit Wiseflow ikke er opdateret, vil du IKKE få ekstra tid.
Ved brug af FLOWlock er det især vigtigt, at du IKKE har nogen andre programmer, udover Wiseflow, åbent.
-
Regler for elektronisk aflevering i Wiseflow ved en fysisk skriftlig eksamen
Inden den skriftlige eksamen vil du modtage en besked på din KEA-mail med link til den skriftlige eksamen i Wiseflow. Modtager du ikke dette link, vil du til hver en tid, kunne logge ind via wiseflow.dk. Husk at bruge WAYF.
Når du ankommer til eksamenslokalet, logger du ind på Wiseflow under den afleveringsmappe, som er oprettet til den pågældende eksamen. Her lægger du din eksamensbesvarelse på den måde, der er beskrevet i afsnittet herunder. Du skal uploade din besvarelse på Wiseflow inden eksamenstidens udløb.
- Eksamensopgaven skal afleveres som PDF-fil.
- I "Ekstramateriale" kan der afleveres andre filtyper.
- Har du tekniske problemer i forhold til aflevering, kan du, inden tidsfristen for aflevering er overskredet, kontakte eksamensvagten.
- Er opgaven ikke afleveret i det tidsrum, hvor afleveringsmappen er åben, anser vi opgaven for ikke afleveret. Du vil i dette tilfælde have brugt et eksamensforsøg.
-
Aflevering af opgaver, rapporter og lignende i Wiseflow
- Klik på afleveringsmappen i det givne rum i Wiseflow.
- Hvis der er tale om en enkeltmandsaflevering, trykker du på knappen "Upload fil" og vælger filen. Tryk derefter på "Aflevér".
- Hvis der er tale om en gruppeaflevering, skal du først afkrydse dig selv og dine gruppekamme-raters navne og derefter trykke på knappen "Foretag aflevering på vegne af" og vælge filen.
- Ved brug af programmet "Adobe InDesign", er det vigtigt, at du sørger for, at alle andre programmer er lukket ned.
- Det er vigtigt at afsætte god tid, når man skal aflevere sin opgave, da der kan være flere trin, som fx udfyldelse af et omslag. Et omslag er som regel gældende ved praktikrapporter og afgangsprojekter/Bachelorprojekt.
-
Særlige regler ved skriftlige eksamener
- Du må ikke komme ind i eksamenslokalet, før de tilsynsførende er til stede.
- Under eksamen skal du forholde dig roligt og undgå at forstyrre de andre eksaminander.
- Hvis du har brug for at forlade lokalet under eksamen, skal det ske under opsyn.
- Er du færdig med eksamensopgaven, må du ikke forlade din plads, før din besvarelse er uploadet korrekt i Wiseflow.
- I den sidste halve time inden eksamenens afslutning må du ikke forlade lokalet, heller ikke selv om du har afleveret i Wiseflow.
- Ingen opgavesæt eller besvarelser (heller ikke kladdepapir) må fjernes fra eksamenslokalet før eksamen er afsluttet.
Kontakt
Har du spørgsmål til eksamensreglerne, kan du kontakte studieadministrationen på eksamen@kea.dk
Husk, du kan også finde kontaktinfo til studieadministrationen på din uddannelsesside.
Efter eksamen
Her kan du læse alt, hvad der er relevant at vide, efter du har været til eksamen. Det faglige indhold og selve eksamenens udformning kan du læse om i din studieordning.
-
Karakterer og karaktergivning
7-trinsskalaen anvendes ved hovedparten af alle eksaminer på KEA. Når du har opnået karakteren 02 eller derover, er eksamen bestået, og du kan ikke tage eksamen om. Vær opmærksom på, at der for eksamener med delprøver gælder særlige regler, og at disse er beskrevet i studieordningen for uddannelsen.
Efter endt eksamen kan du se dine karakterer i Wiseflow, evt. under "arkiv".
-
Mundtlig eksamen
Ved mundtlig eksamen får du dit eksamensresultat i direkte forlængelse af eksamen. Efterfølgende kan du finde karakteren i Wiseflow, evt. under "arkiv".
-
Skriftlig eksamen
Ved skriftlig eksamen får du karakteren, når administrationen har modtaget og registreret karakteren fra bedømmerne. Karakteren offentliggøres i Wiseflow, evt. under "arkiv".
-
Karakterer ved eksamen, der består af flere delprøver
-
Reeksamen
Hvis du af en eller anden grund ikke består eksamen, bliver du automatisk tilmeldt næste eksamensforsøg.
Hvis du var syg til eksamen, og du dokumenterede dette rettidigt, har du ikke brugt et eksamensforsøg. Du tilmeldes automatisk næste eksamensforsøg.
Eksamensformen kan være anderledes ved reeksamen. Husk, at du skal aflevere eventuelt skriftligt arbejde/din skriftlige opgavebesvarelse igen.
-
Klage over eksamen
Du kan læse mere om, hvordan du kan klage i Studiehåndbogen
-
Eksamensbevis
KEA fremsender dit eksamensbevis som Digital Post. Du vil forventeligt modtage det senest på din dimissionsdag.
Hvis du skal til re-eksamen, udarbejder vi efterfølgende dit eksamensbevis og sender det til dig senest en uge efter din eksamen.
Hvis du ikke har Digital Post/E-boks, skal du tage kontakt til Studieadministrationen, så aftaler vi nærmere, hvordan beviset kan afhentes på KEA eller sendes til dig.
Kontakt
Har du spørgsmål til eksamensreglerne, kan du kontakte studieadministrationen på eksamen@kea.dk
Husk, du kan også finde kontaktinfo til studieadministrationen på din uddannelsesside.