Studerende og undervisere fra alle KEAs programområder har sammen med Learning Lab udviklet en code of conduct til god online opførsel.
Online opførsel
Code of conduct giver en vejledning til, hvordan alle parter i online undervisning bør agere, så alle får det optimale udbytte.
Code of conduct
- Underviser bør tilpasse undervisningsmateriale til onlineformatet.
- Både underviserne og studerende sørger for at have god lyd og en god internetforbindelse.
- Ingen skjuler sig: alle kameraer er tændte ved Teams undervisning. Det anbefales at de studerende sidder op og har lys tændt ved Teams forelæsninger og ved gruppearbejde så man kan se hinandens ansigter.
- Underviserteams har en systematisk og koordineret tilgang til brug af virtuelle platforme og kommunikerer denne samlet ud. Overvej hvilken kanal der passer bedst til undervisningsformen.
- Nogle studerende har nemmere ved at blive tabt i virtuelle miljøer end i fysiske rum. Det er vigtigt at fokusere på fastholdelse af disse studerende i form af (struktureret) individuel kommunikation mellem underviser og studerende.
- Underviserne skal fokusere ekstra meget på vejledning, og gerne skemalægge vejledningssessioner.
- Underviserne bør tilpasse antallet af skærmbaserede lektioner om dagen til de studerendes tolerancetærskel. Overvej korte lektioner á 20-30 min. gerne afbrudt af korte pauser. Husk længere pauser ved længere lektioner.
- Undervisningens struktur skal være klar og tydelig og bør være beskrevet på Fronter, så det bliver så ukompliceret som muligt at indgå i den digitale læring. Vi anbefaler, at min. 30 % af undervisningen bør dedikeres til, at de studerende interagerer med hinanden i break out rooms, chat fora etc.
- Når der bliver benyttet videoer i undervisningen, bør videoerne bliver gjort tilgængelige, så de studerende kan gense videoerne. Videoer kan med fordel brydes op i korte formater.
- Skab taleorden: underviseren skal anvise, hvordan onlinesamtaler og diskussioner bliver styret, og hvordan studerende kan kommentere (jargon) og stille spørgsmål (pli). På den måde er det lettere at undgå de misforståelser, som nemt opstår, når vi ikke kan se hinandens fulde kropssprog.
- Studerende opsøger information: Onlinestuderende forventes at studere selvstændigt og søge efter information, øvelser, Power Points og instruktioner på fronter. Den studerendes motivation, disciplin og engagement er vigtige for at opnå god læring.
- Gruppearbejde er en vigtig ingrediens i onlineundervisning for at diskutere og perspektivere det faglige indhold. Det bør sikres at alle studerende indgår I forskellige typer af gruppearbejde hvor man sikrer engagement via interaktion med medstuderende. Når man mødes i plenum igen, bør studerende få ordet for at give en tilbagemelding på gruppearbejdet.