Theresa sparkede KEAs klimaregnskab i gang, og er et godt eksempel på, hvordan virksomhedspraktikanter kan være den ekstra ressource, der gør det muligt at igangsætte opgaver, som det ellers er svært at få taget hul på, fortæller Jakob Møldrup, chef for Facility.
Virksomhedspraktikanter kan være en værdifuld ressource
Det passer rigtig godt til det bæredygtige arbejde, vi er i gang med, tænkte Jakob Møldrup, da han så, at Københavns Erhvervshus havde lavet et nyt forløb for ledige, som uddannede dem til bæredygtighedskonsulenter.
”Jeg kunne se, at vi kunne få sat gang i vores klimaregnskab, en stor opgave som vi havde gået og taget tilløb til. Jeg forestillede mig, at en virksomhedspraktikant med det forløb i rygsækken kunne være ligesom at få en jumpstarter på projektet. Og det var det,” siger Jakob Møldrup om Theresa, som var hos Facility i fire uger.
På de fire uger har Theresa tastet KEAs forbrugsdata ind i Klimakompasset, som er Energistyrelsens værktøj til beregning af Co2. Værktøjet er inddelt i en række kategorier såsom transport, indkøb og energi.
Theresa lagde ud med at få indtastet KEAs forbrugsdata på energi, og det betyder, at KEA er meget tæt på at have et regnskab for vores Co2-udledninger på dette område.
”Vi vidste fra start, at vi ikke ville få et færdigt produkt, men at vi kunne få det skubbet i gang. Vi har fået tastet rigtig meget ind, er tæt på at være i mål på energi og senere vil vi gerne gøre det samme på indkøb etc.,” siger Jakob Møldrup.
Udover at jumpstarte KEAs klimaregnskab, så har Theresa også stillet gode spørgsmål:
”Hun har udfordret os på, hvordan vi gør tingene. Stillet spørgsmål – noget kunne vi svare meget hurtigt på, andet er vi blevet udfordret på. Blandt andet var hun nysgerrig på mange af vores processer, hvor meget en skærm brugte i strøm og standby-tiderne på forskellige ting. Hun var god til at stille spørgsmål, som fik os til at tænke,” siger Jakob Møldrup.
Han tænker og italesætter virksomhedspraktikanter som konsulenter, fordi ligesom konsulenter er de tilknyttet virksomheden en afgrænset periode (op til otte uger). Og ligesom med konsulenter er der til at begynde med en onboarding-proces, som kræver noget tid.
Vil du anbefale det?
”Ja, det vil jeg. Fordi den tid du lægger, får du igen. Den første uge er måske svær, men så vender det, og så begynder timerne at løbe den anden vej. Det her er mennesker, som har noget at byde på, de er en ressource,” siger Jakob Møldrup.