I det første år med Studenterrådgivning på KEA har der været en stor tilstrømning af studerende året igennem. Dette har resulteret i, at Studenterrådgivningens tilstedeværelse på KEA er blevet udvidet med en ekstra psykolog.
Studenterrådgivningen på KEA kan nu fejre 1-års jubilæum
Studenterrådgivningen er et tilbud til alle, der studerer på en videregående uddannelse i Danmark. Hos Studenterrådgivningen kan studerende få sparring og hjælp til at håndtere de personlige problemer, de kan møde som studerende på KEA – typisk af psykologisk art, f.eks. stress, eksamensangst eller vanskeligheder med at omgås andre mennesker.
Mens KEAs egen Studie- og karrierevejledning fokuserer på at hjælpe studerende godt igennem udfordringer på studiet og overvejelser i forbindelse med studie- og karrierevalg, er Studenterrådgivningen altså stedet at gå til med mere personlige problemer, der ikke nødvendigvis relaterer sig til den specifikke uddannelse, den studerende går på.
Rammerne for tilbuddet
Studenterrådgivningen er et korttidsrådgivningstilbud – det vil sige, at i Studenterrådgivningens individuelle tilbud får studerende i gennemsnit tre samtaler. Henvendelsesårsagerne kan fx være stress, tristhed og bekymringer. I samtalerne med psykologer fra Studenterrådgivningen er der fokus på at arbejde med disse problemstillinger med henblik på at fremme de studerendes studietrivsel. Hvis de studerende henvender sig med behandlingskrævende problematikker, vil de blive guidet til at opsøge den rette hjælp.
KEA-studerende fra alle uddannelser og fra alle semestre opfordres til at benytte tilbuddet ved behov. Samtalerne finder sted på Prinsesse Charlottes Gade 38 i A107. Det skyldes, at psykologerne fra Studenterrådgivningen har et dagligt samarbejde med studievejledningen, som også holder til på PCG. De studerende er også velkommen til at booke samtaler online eller på hovedkontoret på Amager (Emil Holms Kanal 14, 5. sal, 2300 København).
Sådan booker du som studerende en tid
For at booke en tid kan du besøge vores online booking tjeneste og vælge den tid, som passer dig bedst på srg.dk.
Læs mere om tilbuddet i Studiehåndbogen
Læs om Studenterrådgivningens andre gratis tilbud på srg.dk
Studenterrådgivningen er til stede på KEA på mandage, tirsdage og fredage, og tilbuddet varetages af psykologerne Line Brehm Johansen og Magnus Volden Baumann.