For Marcus Damgaard var byggebranchen en helt ny verden, da han med studenterbaggrund begyndte på bygningskonstruktørstudiet. Efter tre års studier har han i sit praktikforløb fået prøvet sine byggelederkompetencer af i praksis og har været så begejstret for sin læring og sit forløb, at han har indstillet sin praktikvirksomhed, entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, til prisen som Årets KEA-praktik 2022.
Fik greb om praksis på bygningskonstruktør-studiet
Et praktikforløb skal forbedre den studerendes faglige kompetencer, og det må man sige, at Marcus Damgaards praktikforløb i entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har gjort. Ifølge Marcus har store faglige udfordringer og ditto tillid ført til, at Marcus’ faglighed har nået helt nye niveau:
"Jeg har udviklet mig meget fagligt ved, at praktikvirksomheden fra start har set mig som en del af byggeledelsen på lige fod med de andre. Jeg oplevede hele vejen igennem praktikken, at når jeg havde udfordringer, kunne jeg altid gribe ud efter mine kollegaer, hvilket, jeg tror, har været den primære kilde til mit nye faglige niveau," fortæller Marcus og fortsætter:
"Virksomheden har været meget modtagelige over for mine input, og de har virket meget trygge i at lade mig træffe beslutninger om for eksempel udvælgelse af leverandør af byggemateriale. Jeg er også kommet med input til tidsplanen, og jeg har følelsen af, at min stemme har indgået på lige fod med de andres, og i de tilfælde, hvor det har været mit arbejdsområde, har min stemme været tungen på vægtskålen. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre praktikoplevelse. Jeg har fået lov at udfolde mig fagligt, fået ansvar og har fået opgaver, som har udviklet mig."
Et voksenansvar og en drengedrøm i ét
I praktik som byggeleder har Marcus fået ansvaret for sine egne entrepriser herunder styring af tid, økonomi og kontrakter. Han har både været med til at afslutte en byggesag samt starte en ny op, og han oplevede i overgangsperioden mellem de to sager, at hans viden fra overgangsperioden blev meget værdifuld for den øvrige byggeledelse. Det at køre sine egne projekter har dertil givet Marcus en helt anden dimension i sin læring fra bygningskonstruktørstudiet:
"Jeg har taget en del med mig fra skolebænken, blandt andet viden om kontrakter, men det at udfolde en kontrakt i praksis er bare meget mere indviklet, når man er flere, der har en mening om, hvad der skal stå."
Selvom arbejdet med kontrakter og tidsstyring er noget af det, Marcus synes er rigtig sjovt, og som kræver professionalisme og overblik, så skal man ikke kimse ad, at arbejdet på en byggeplads også kan noget helt andet:
"En ting er at kunne lide at lave beregninger. Men at komme ud i det virkelige liv og kunne stå eller sidde hver dag og kigge lige ud på de store kraner; så er man bare en lille dreng igen."
Stejl læringskurve i et foranderligt miljø
Når man taler med Marcus, er begejstringen for praktikken tydelig, og man fornemmer ikke, at opgaverne har været for store. Det til trods for, at hans praktikvejleder, Projektleder Teddy Brøgger, beskriver starten på Marcus’ praktikforløb som lidt turbulent:
"Marcus skulle oprindeligt være startet på den nye byggesag i starten af sin praktik, men byggebranchen er jo en meget foranderlig branche, så vi blev nødt til at ændre i planerne, så han i stedet startede på en sag, der var ved at skulle afsluttes. Den slags ændringer kan godt skabe lidt forvirring og kræver omstillingsparathed. Så Marcus er blevet kastet lige ud i en masse udfordringer, og læringskurven har været stejl, men han har bare klaret det hele super godt."
I Enemærke & Petersen er de vant til at have praktikanter, men ikke to praktikforløb er ens. Det er vigtigt for dem at kigge på den enkeltes kompetencer og bygge på derfra:
"Når vi får praktikanter, ser vi på den enkelte og vejer opgaver ud fra det. Vi har ikke en 'one size fits all' praktikmodel. Med Marcus har jeg bare kunnet fylde flere og flere opgaver på og har kunnet udfordre ham. Han har blandt andet haft til opgave at indhente tilbud, forhandle dem på plads, udforme kontrakter og tidsplaner samt afholde entreringsmøder og efterfølgende byggestyring – akkurat samme opgaver, som vores erfarne byggeledere arbejder med til daglig," fortæller Teddy Brøgger, der tilføjer, at de har været så glade for Marcus, at de nu har ansat ham:
"Det er altid en fed følelse, når vi har muligheder for at tilbyde job efter et veludført praktikforløb. Den mulighed greb vi uden at tøve med Marcus, som stadig er på byggepladsen, han har arbejdet på i praktikforløbet, sideløbende med sit afsluttende semester KEA."
Tryghed og tillid har været nøgleordene
Selvom Marcus har løst opgaver på lige fod med de øvrige byggeledere, har det på ingen måde været for stor en mundfuld for Marcus:
"Min familie og venner syntes, det lød helt voldsomt, da jeg fortalte, hvad jeg arbejdede med, men jeg har følt mig tilpas i det og har på den måde kunne udvikle mig rigtig meget. Jeg har haft en klar følelse af, at de ville mig det godt, og at de har haft fuld tiltro til det, jeg kunne. Derudover har det socialt været over al forventning. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde før har haft lyst til at stå så tidligt op om morgenen og komme af sted, som jeg havde i hele praktikken," fortæller Marcus og fortsætter:
"Jeg håber, at jeg ved at indstille mit praktiksted til Årets KEA-praktik kan give andre konstruktører bare en brøkdel af den følelse, jeg tog med mig fra mit praktiksted."
Fakta om Årets KEA-praktik
Det er de studerende, der indstiller deres praktikophold.
Forløbet vurderes ud fra tre kriterier:
- Personlig og faglig udvikling
- Den sociale oplevelse
- Evnen til at forvandle viden til værdi.
De studerende skal have været i praktik i efteråret 2021 eller foråret 2022.
Vinderen af Årets KEApraktik kåres af en jury, der består af danske erhvervsledere.
Vinderen går videre til den nationale konkurrence den 25. maj, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.