Den 20. februar afholdt KEA en workshop for studerende med interesse og ideer til mere bæredygtighed på KEA.

En gruppe på 8 engagerede studerende fra Energiteknolog, Energimanagement og Bygningskonstruktør mødtes med konsulenter fra Rambøll og KEA Facility. I løbet af en intens 1½ time blev der skabt god energi i konferencelokalet på GBG, og ikke mindst blev der leveret konkrete forslag til, hvad KEA bør prioritere af tiltag inden for bæredygtighed.

Workshoppen havde til hensigt at føde ind i det igangværende arbejde med formulering af en bæredygtighedsstrategi for KEAs bygningsdrift. Arrangementet blev faciliteret af Rambøll, og bæredygtighedsstrategiarbejdet er samtidig en del af en afklaring af om KEA skal arbejde henimod en DGNB-certificering af bygningsdriften på en eller flere af KEAs bygninger. Certificeringen afhænger af målopfyldelse inden for miljøkvalitet, økonomisk kvalitet og social kvalitet.

Af mange konkrete forslag blev bl.a. nævnt fokus på bedre bygningsautomatik, indeklimaregulering af tekniske anlæg men også mere tværfaglighed mellem uddannelser og forslag om en personlig studiekop i stedet for engangskrus!

KEA tager alle forslag med i det videre arbejde med bæredygtighedsstrategi.