Ali sidder i lokalrådet på Digital. 

Baggrundsinfo

  • Navn: Ali Haider Mohammad 
  • Alder: 22
  • Uddannelse: Datamatiker
  • Semester: 1. semester

Hvor er du frivillig? 

"Jeg er aktiv i studenterpolitikken på KEA som studiemiljørepræsentant (SMR) for mit hold, og så sidder jeg også som repræsentant i lokalrådet på Digital." 

Hvad fik dig til at blive frivillig? 

"Grundlæggende fordi jeg synes, at de studerende har nogle horrible forhold, når man tænker på den velstand og det rige samfund, vi lever i. Vilkårene bliver ringere og presset vokser og nu vil regeringen også skære SU’en for det 6. studieår. Selvom mit frivillige arbejde på KEA har et lokalt fokus, kan det brede sig. Bølgen bliver skabt nedefra, ikke oppefra."

Ali2Fortæl os kort, tre gode grunde til at være frivillig?

1) Gøre en forskel - “Man står ofte ikke alene med sine kritikpunkter, og derfor er det ikke konstruktivt at sidde med dem alene. Lad os gå sammen og forbedre vores fælles vilkår i flok.”

2) Engagement - “Det er generelt fedt at engagere sig, specielt når man gør det med andre, der også brænder for det. Man bliver klogere og får inspiration fra andre, når man arbejder for en fælles sag.”

3) Det sociale - “Man får mulighed for at møde andre studerende fra andre uddannelser og årgange. Det er fedt at være en del af fællesskabet og deltage i de arrangementer, der er for frivillige.” 

Hvor meget tid bruger du i gennemsnit på dit frivillige engagement om ugen? 

"2-3 timer gennemsnitlig, afhængig af møder."

Har du fået nye kompetencer ved at være frivillig? 

"Selvom jeg kun har været frivillige i 2 måneder, er jeg allerede blevet bedre til formidling. Man skal stå op og argumenterer for sin sag. Det kan forekomme, at man har nogle forskellige synspunkter på tingene. Her får man øvet at være i stand til at kommunikere. Derfor bliver jeg også bedre til at forhandle. Meget af det frivillige arbejde foregår i samarbejde med og/eller gennem forhandling med andre, fx uddannelseschefer og undervisere. Det er kompetencer, der kan gavne én på mange måder og gennem hele ens liv."

Har du en sjov eller særlig anekdote du vil dele? 

"Ja, og den handler faktisk om formidling og forhandling. Da jeg startede som frivillig i studenterpolitikken var jeg sikker på, at det ville blive en hård, militant kamp at få noget igennem. Pga. alle de kriser, der er i samfundet. Det viste sig, at det modsatte var tilfældet. Til første lokalrådsmøde på Digital havde vi forberedt nogle forslag, og uddannelsescheferne var enormt begejstrede for initiativerne. Ens engagement og ens idéer blev taget imod med kyshånd. Så længe man formidler det konstruktivt behøver det ikke være en kamp, man skal slet ikke blive skræmt af det. Men det kræver selvfølgelig at man har gåpåmod."

Derfor skal du være frivillig ifølge Ali!

"Du har muligheden for at gøre en forskel for dig og dine medstuderende, og det mener jeg er en værdifuld sag at bruge sin tid på. Vil vi ikke alle sammen gerne have bedre vilkår som studerende?"