Som studerende på KEA har man et tæt samarbejde med erhvervslivet fra dag 1 - ikke mindst i kraft af praktikken. Nu kan du nominere de sejeste praktikvirksomheder til Årets KEApraktik.

Rigtig mange virksomheder anerkender de studerende ved at tilbyde dem job efter praktikken. Og nu kan de studerende igen i år anerkende deres praktiksted ved at indstille virksomheden til Årets KEApraktik.

Det er studerende, som har været i praktik i efteråret 2018 eller foråret 2019, der kan nominere. Skulle du mod forventning ikke have modtaget et link i din KEAmail, så kontakt KEA Kommunikation.

Der er deadline for indstillinger den 14. marts kl. 12. Den 15. april offentliggøres de fem nominerede og 24. april bliver vinderen af Årets KEApraktik offentliggjort.

Vinderen i 2018

Sidste år vandt Kasper Miller og arkitektfirmaet O’Mahony Pikes Årets KEApraktik.

”Han skal nok lykkes i verden – hvis alle mine medarbejdere havde den indstilling, ville det være nemt at drive virksomhed. Han ringer bare, hvis han skulle få lyst til at skifte branche,” lød det enstemmigt fra juryen om Kasper Miller.

”Alene hans gåpåmod og begejstring for hans arbejde er enestående. Men derudover har han udvist stor byggeforståelse, bemærkelsesværdige evner indenfor BIM (digitalt bygge og arkitekturprogram) og bliver fastansat. Han har også en stor interesse for arkitektur og et større perspektiv på sit arbejde, men han fortaber sig ikke i det, han operationaliserer det og får eksekveret på det.”

Juryen gav også stor ros til virksomheden O’Mahony Pike for deres på én gang imødekommende, men altid udfordrende tilgang til Kasper Miller og hans praktikophold.

Vinderen af Årets KEApraktik 2019 går videre til den nationale konkurrence, der bliver afgjort den 28. maj i Børsen i København.

FAKTA om Årets KEA-praktik

  • Det er de studerende, der indstiller deres praktikophold
  • Forløbet vurderes ud fra tre kriterier: personlig og faglig udvikling, den sociale oplevelse og evnen til at forvandle viden til værdi
  • De studerende skal have været i praktik i efteråret 2018 eller foråret 2019
  • De nominerede bliver offentliggjort den 15.april og vinderen kåres den 24. april
  • Vinderen af Årets KEApraktik kåres af en jury, der består af:
    Louise Stenbjerre, udviklingsdirektør på Børsen
    Hans Henrik Ter-Borch, Senior Project Manager I Rockwool
    Mikkel Jespersen, CCO i 1508
  • Vinderen går videre til den nationale konkurrence i København 28.maj, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.