Formanden og næstformanden for rektorkollegiet har denne kommentar til invasionen af Ukraine. Niels Egelund er formand og Steen Kildesgaard næstformand for rektorkollegiet i Danske Erhvervsakademier.

Danske Erhvervsakademier støtter det ukrainske folk i en svær tid. Rusland har invaderet et demokratisk land, og erhvervsakademierne fordømmer den russiske regering for handlingerne.

Vi opfordrer alle til at støtte op om studerende og kolleger med ukrainsk og russisk baggrund, der er på erhvervsakademierne, og som alle går gennem en vanskelig tid i øjeblikket på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Den enkelte underviser eller studerende med russisk eller ukrainsk baggrund på erhvervsakademierne har naturligvis ingen andel i den igangværende krig, og det er vigtigt at skelne tydeligt mellem den russiske regering og det russiske folk.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har opfordret de videregående uddannelser til at indstille samarbejder med Rusland og Belarus – også kendt som Hviderusland.

De otte erhvervsakademier har ingen formelle samarbejder med uddannelsesinstitutioner i Rusland eller Belarus, men Danske Erhvervsakademier bakker naturligvis op om ministerens opfordring, ligesom vi også støtter ministerens opfordring om at hjælpe eventuelle studerende på studieophold i de to lande.

Der foregår i øjeblikket forskellige indsamlinger og støtteaktiviteter rundt omkring i landet på nogle af erhvervsakademierne.

Udenrigsministeriet har samlet en liste over muligheder for at støtte Ukraine. Se ministeriets oversigt her

Studenterrådgivningen på KEA står til rådighed for alle studerende, som er påvirkede af situationen og ønsker at tale om det.

Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring til Studenterrådgivningens hovednummer 70 26 75 00 (telefontid mandag til fredag kl. 9-12).

Læs mere om Studenterrådgivningen her